Definitionen af mobning er for uklar, og det er en af grundene til, at der ofte er uenighed mellem forældre og skoler om, hvad der kan kaldes mobning.

Dermed er der også uenighed om, hvornår skolen ifølge loven er forpligtet til at sætte en handleplan i gang imod mobning. Det fremgår af en ny evaluering foretaget af analyseinstituttet Epinion, som skal bruges til den redegørelse, der skal danne grundlag for Folketingets stillingtagen til, om den tre år gamle Klageinstans mod Mobning skal fortsætte. I lovteksten står, at "mobning eller lignende" aktiverer lovens krav om bl.a. en skriftlig handleplan. En formulering, der er ukonkret for både forældre, institutioner og myndigheder og skaber uenighed.

Hos forældreorganisationen Skole og Forældre genkender man denne uenighed

"Der kan være meget forskellige opfattelser", siger formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg.

Ifølge Rasmus Edelberg handler det ikke nødvendigvis om, at man har modstridende interesser, når det kommer til barnets trivsel.

"Man ser barnet forskelligt derhjemme og i skolen. I skolen er barnet elev og i en helt anden kontekst. Måske eleven tager en facade på, tager sig sammen, holder ud og smiler. Og så bryder barnet sammen derhjemme, og det kan forældrene tydeligt se. Så det kan godt være, at man simpelthen oplever nogle forskellige ting som ansvarlige voksne rundt om barnet", siger Rasmus Edelberg.

Misforståelser

Hos Skole og Forældre er man overordnet glad for klageinstansen, og ifølge Rasmus Edelberg er det netop vigtigt med udenforstående instanser, når det kommer til et så flydende og ukonkret begreb som mobning.

"Det er jo ikke sort og hvidt, når vi taler om det her. Der er ikke en eller anden videnskabelig standard for en sprogtone. Sådan har det jo altid været", fortæller Rasmus Edelberg.

Skolelederforeningen: Mobbeklageinstansen er ikke den rigtige løsning

Rasmus Edelberg mener, at lige præcis mobning lider under en række misforståelser, fordi alle går til det med deres individuelle forståelse af, hvad det dækker over.

"Generelt tror vi, at vi ved, hvad vi mener, når vi snakker om mobning. Vi tror, at vi er enige, når vi bruger de samme ord. Det viser sig bare ofte, at noget som den ene part kan opleve som grænseoverskridende, det opleve som mere normalt hos den anden part, og det er en udfordring, når vi taler om det her", siger Rasmus Edelberg.

Behov for anerkendelse

Størstedelen af klagerne - 61 procent - hos Den Nationale Klageinstans er fra forældre, der ikke oplever, at de bliver anerkendt i, at deres barn har oplevet at blive mobbet. I over halvdelen af anklagerne handler det altså om forældre, der savner, at skolerne anerkender, at mobningen er foregået. At netop den anerkendelse er vigtig for forældrene, er man også klar over hos Skole og Forældre.

"Det er vigtigt med en form for anerkendelse. Det er det jo for alle. Det er vigtigt med en anerkendelse af, at jeg hører, hvad du siger, og jeg lytter til det, også selvom jeg har en anden oplevelse", siger Rasmus Edelberg og fortsætter:

"Men det er jo ikke bare en følelse hos forældrene, som det her handler om. Det er jo fordi, forældrene har noget på hjerte, som er vigtigt, nemlig at deres barn ikke trives. Hvis det ikke anerkendes, kan forældrene opleve, at det de synes er vigtigt, ikke er vigtigt på skolen, selvom det ikke nødvendigvis er sådan skolen ser det".

Ifølge Rasmus Edelberg handler det oftest om kommunikation, som er gået i hårdknude, når forældrene oplever, at de ikke bliver mødt i, at deres barn bliver mobbet. Netop her mener han, at klageinstansens rolle kan være essentiel.

"Jeg tror, at klageinstansen er med til at være den overbygning, som der er brug for, når dialogen bryder sammen. Når man klager, så er det jo fordi, man ikke føler, at man har andre muligheder", fortæller Rasmus Edelberg.

Alligevel for noget godt

Hos Skole og Forældre synes man langt hen af vejen, at klageinstansen bidrager godt til håndteringen af problemer med mobning på skolerne.

"Samlet set, er vi nok lidt mere positive, end vi var. Vi har aldrig været negative, men vi har været lidt bekymrede for, om det nu var det rigtige at gøre, og om man ikke bare burde styrke arbejdet ude på skolerne. Nu er vi nok der, hvor vi synes, at det har bidraget på en positiv måde", siger Rasmus Edelberg.

"Klageinstansen har rakt ud og understøttet skolerne i forhold til deres antimobbestrategi. Da man oprettede den, var vi nervøse for, om det ville blive sådan en fjern straffeinstans. Den har givet nogle af de forældre, som var blevet væk i systemet og ikke havde et sted at gå hen, et sted at gå hen", siger Rasmus Edelberg.

Alligevel har man hos Skole og Forældre endnu ikke gjort op med sig selv, om man vil anbefale, at Den Nationale Klageinstans Mod Mobning skal fortsætte eller ej.

"Vi synes stadig, at det ideelle er, at man løser det lokalt, og at det er der fokus skal ligge", siger Rasmus Edelberg.

Omdiskuteret mobbeklageinstans skal kigges efter i sømmene: Evaluering afslører flere problemer med forvaltningen

Én ting er man dog ikke i tvivl om i Skole og Forældre. Det er vigtigt med fokus på elevernes trivsel:

"Vi bliver nødt til fortsat at have fokus på trivslen lokalt. Der er for mange børn, som føler sig ensomme. Der er for mange børn, som har længerevarende bekymrende fravær, og noget af det kan godt hænge sammen med mobning eller et socialt fællesskab, der ikke fungerer godt nok i klassen", siger Rasmus Edelberg.