En del forældre på Ellehøjskolen har givet besked om, at de holder børnene hjemme, fordi de har familiemedlemmer, der er smittede. Først når børnene er testet og fundet fri for smitte, kommer de i skole.

Aarhus-skole: Elever med smittede slægtninge holdes hjemme fra skole

Forældrene til 15-20 elever fra Ellehøjskolen i Aarhus har meddelt, at de foreløbig holder børnene hjemme fra skole, fordi de har nære slægtninge, der er smittet med covid-19. "Jeg er vildt imponeret af forældrene", siger skoleleder Helle Mønster.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mellem 15 og 20 skoleelever, der mandag skulle være startet på Ellehøjskolen i Aarhus, kom ikke til at deltage i den festlige første skoledag på den nye fusionsskole, der er dannet af Tovshøjskolen og Ellekærskolen i det vestlige Aarhus.

Baggrunden er, at elevernes forældre mandag meddelte skolen, at de foreløbig holder deres børn hjemme, fordi de alle har nære slægtninge, der er smittet med covid-19, oplyser skoleleder Helle Mønster til folkeskolen.dk

Som tidligere oplyst på folkeskolen.dk er 95 procent af eleverne på Ellehøjskolen tosprogede, og børn med somalisk baggrund udgør mellem en tredjedel og halvdelen af eleverne. Det har skabt bekymring for smittefare blandt både lærere, skoleledelse og forældre, fordi den tiltagende smitte i Aarhus blandt andet har vist sig markant blandt folk med somalisk baggrund.

Eleverne skal testes

Skoleleder Helle Mønster er glad for, at forældrene til elever med smittede familiemedlemmer selv tager affære.

"Jeg er vildt imponeret over forældrene. De har meddelt os, at de holder børnene hjemme, fordi de har nære slægtninge, der er testet positive. Så lige nu har vi 15-20 børn, der er hjemme nu og venter på at blive testet, og de kommer først i skole, når de har fået besked på testen", siger Helle Mønster til folkeskolen.dk

Bekymring blandt lærerne på Aarhus-skole med mange somaliske elever

"Det er klart, at personalet er bekymret, og det er vi da også i ledelsen, og forældrene er også bekymrede. Men vi har ikke nogen børn på skolen, som vi er vidende om er testet positive", siger hun.

Ikke kun smitte blandt somaliere

Mens skoleforvaltningen i Aarhus er meget opmærksom på, om de stigende smittetal medfører en stigmatisering og forskelsbehandling af skoleeleverne, slår skoleleder Helle Mønster fast, at man på Ellehøjskolen ikke taler om, at det specielt er den somaliske gruppe, der er smittet.

"Vi ved jo nu, at der også er rigtig mange arabiske familier, der er smittet. Og det vi hører er, at araberne i starten godt kunne være lidt hårde mod somalierne, men det er de ikke længere. Det ser ud til, at nu er det ikke længere flovt at sige, at man er blevet testet - eller testet positiv", fortæller Helle Mønster.

Smittetryk: Aarhus overvejer at gå tilbage til nødundervisning 

Selv om hun synes, at første skoledag på den nye fusionsskole er gået både "fantastisk" og "forrygende", lægger hun ikke skjul på, at hun finder det interessant, at skolerådmanden i Aarhus, Thomas Medom, nu overvejer, om kommunens skoler skal vende tilbage til nødundervisning som fra før sommerferien.

Men da Helle Mønster også er formand for Skolelederforeningen i Aarhus, lægger hun vægt på, at hun udtaler sig som skoleleder - og ikke som formand for de aarhusianske skoleledere:

"Jeg tænker, at med det smittetryk, der er i Aarhus nu, så vil der være noget, der vil være nemmere, som da vi underviste efter nødbekendtgørelsen. Det med, at man kan have børnene i mindre tid og forskudt i løbet af dagen - det er med til at tage nogle bekymringer af vores skuldre i forhold til at kunne håndhæve det med at holde afstand. Så jeg afventer spændt, hvad resultatet af det bliver", siger Helle Mønster.

Foreløbig har Aarhus Kommune rettet  henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed for at få en vurdering af overvejelserne om at gå tilbage til nødundervisning.