Debat
6   228

En lærerhistorie

For lidt forberedelse og for meget inklusion gøder jorden for stress

 

Jeg har fået to skønne, raske børn og en vidunderlig mand. Jeg tror, jeg har vundet dem i lotteriet. De giver mig alt hvad jeg kunne drømme om fra sækken med det gode liv.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg har også fået stress. Af mit job som lærer. Min skønne lille familie har i knap to år fundet sig i en mor og hustru hvis tålmodighed og overskud til tider har kunnet ligge på et meget lille sted. Min mand siger, det ikke har været så slemt. Han er et af de mest eftergivende og rummelige mennesker, jeg kender.   

Derfor kender jeg pt ikke min fremtidige arbejdsplads. Den har de sidste 8 år været i folkeskolen, og det skal den ikke være mere. Hvorfor ikke?

Jeg kan stadig se mig selv de første 6 år som lærer, flyve afsted hjemad på cyklen, med kroppen fyldt af endorfiner og med følelsen af at noget helt bestemt lykkedes - igen i dag. Jeg rykkede noget for nogen. Jeg kom et skridt i den retning som jeg gerne ville. Andre dage var svære, når noget ikke lykkes, men vupti, så kom en af de fine stunder igen og reddede succesfølelsen i land.

Åh at være noget for nogen. At se sin nøje planlagte undervisning give pote - ikke kun for de hurtige og fagligt stærke, men også (måske især) for dem som har haft svært ved mine fag. 

At se en positiv social dynamik mellem en gruppe elever som var utænkelig i går, pludselig titte frem - måske på grund af min mellemkomst. 

At mærke sine kolleger som reelle, daglige samarbejdspartnere. Nogle jeg mødes med fysisk, om sagen, nogle jeg holder pauser med og sludrer og sparrer med, fordi vi kender hinandens elever og ved, at vi ser dem i forskelligt lys og derfor kan bidrage til løsninger, når noget er på vej til at gå i hårdknude. Nogle jeg sparrer med fordi det kan være ensomt at varetage forældrekontakten i en klasse. Nogle jeg sparrer med om det faglige, fordi det giver mig ny indsigt og aha-oplevelser i noget jeg havde stirret mig blind på. Nogle der rusker i mig når der er brug for fornyelse, og nogle der lader sig inspirere af mig. 

Nogle der kender mit private jeg og jeg deres - fordi vi gerne vil hinanden. 

Det er sjovt og rart at tale om mit job, på den måde. Sådan har jeg det bare ikke længere. Billedet af mig selv på cyklen er tåget.

Jeg har ledt med lys og lygte efter de endorfiner dér, i et stykke tid. Faktisk et par år. Og det er kun momentant lykkes mig at finde dem. Succesfølelsen er simpelthen udeblevet. Den har svigtet mig, eller jeg har svigtet den.  

Eller også har folkeskolen, med den indretning den har fået, ikke kunnet give en lærer som mig den samme gødning, som den kunne tidligere. Praktisk talt, har jeg manglet åndehuller i løbet af en dag, manglet tid til lærer-lærer samarbejde, haft frustrationer over kostbar team-tid som bruges på skemalægning, skoleudviklingsprojekter, egne og hårdtprøvede kollegers tilbagevendende orienteringer om elever, ikke bare med særlige behov, men med diagnoser som gør det svært både for dem og de andre børn at være i klassen samtidigt, hvis de skal lære noget - og jeg skal komme efter dig. 

Jeg har ikke brudt mig om at tale om mit job, fordi det har mindet mig om ikke at slå til. 

Jeg har ikke kunnet lide at se mig selv i øjnene, når jeg har kigget i spejlet efter lærer-Mathilde. For hvem er hun - hende dér, der påstår at hun er lærer? Hvem er det hun lærer noget?

 

Brandslukning

Alt for meget tid er gået med at tale med forældre om netop deres barns svære, svære situation. Tid de skulle have brugt på at tale med en anden fag-person end jeg - én med reelle forudsætninger og reel mulighed for at kunne hjælpe deres barn. Tid jeg kunne have brugt på at forberede næste dags undervisning for de mange andre børn, inklusiv en plan B og C sådan som jeg ved det skal være, for at noget lykkes. Det jeg her anholder er selvfølgelig graden af inklusion, som er blæst helt ud af proportioner. Som mine kolleger har jeg altid sat en ære i at rumme alle børn og at lære børnene imellem hvorfor og hvordan de drager nytte af at kende til hinandens styrker og svagheder. Og det har i høj grad været muligt at rumme alle børn. Det er det ikke længere. Det er ærgerligt, men mit ærinde her er bredere end ‘blot’ inklusionsdebatten. Den finder vej alligevel. Men den er en medspiller til min arbejdsglædes forsvinden. Uden tvivl.  En anden er min tid til forberedelse, eller mangel på samme.

Den forberedelse som jeg ikke har nået at sætte mig at lave mellem 8 og 15 har i stedet hobet sig op hver eneste dag som indre to-do lister. Mit skrivebord er simpelthen ikke arbejdsvenligt, hvis alle hængepartier skal draperes henover det i form af gule post-it’s. Så trangen til bare at beholde det nyeste inde i hovedet har ofte vundet. Lister, der egentlig heller ikke er plads til derinde, hvis jeg skal kunne være nærværende med min familie andre dage end lørdage. Det er en ret forfærdelig følelse, at fange sig selv i, mentalt, at være ved at skrive en handleplan til en elev på vej hjem på cykel, mens man fører en samtale med sin 3 årige om noget der er vigtigt for ham og hans dag, samtidigt med at lillebror også gerne vil høres og bare råber lidt højere nede fra cykeltraileren, så mor nok snart svarer. Bare fordi jeg ikke nåede at skrive den i dag, altså handleplanen. Men det er angsten for at tiden heller ikke slår til i morgen men først onsdag i næste uge (der siger mit skema, at jeg har et ‘hul’), der gør, at min hjerne forsøger at spare tid ved at forberede indholdet, mens det er present. Det kan jeg se nu. Ikke da jeg stod i det. Min pligt- og ansvarsfølelse slørede for mig, hvad jeg skulle have set. At jeg ikke længere har mave til at have mit job. 

Muligheden for at arbejde hjemme har indimellem reddet mig som en mare. For den mulighed HAR jeg jo. Faktisk/desværre helt grænseløst. Jeg har bare ikke mine kolleger med hjem. Og jeg har ikke lyst til at tale i telefon med forældre i den tid der burde være både deres og min familie-tid.

Undervisningen kan jeg forberede hjemmefra - altså den del der handler om at skrive ugeplan og finde inspiration på nettet. Ikke den del der hedder sparring, kopiering, laminering, finde inspiration i skolens gammeldags bøger (som dog giver mulighed for at differentiere undervisningen modsat de fleste portaler), forberede tværfagligt med kolleger (det er der ikke tid til på teammødet når først året er i gang. Hvis heldet tilsmiler én kan tværfagligheden klirres med en kollega i overskrift-format i starten af skoleåret, og så venter detailplanlægningen til når vi nærmer os og den udebliver så, fordi alle er til møder forskudt for hinanden og hvor der skemateknisk er hul hos den ene er der ikke hos den anden og og og og...hver lærer kører sit løb). 

Tiden til at tale med min makker - her tænker jeg på dansk/matematik-lærer forholdet eller den delte klasselærerfunktion - kan jeg heller ikke opfinde derhjemme. Det må naturligvis være på skolen. Desværre har han tilsyn når jeg har spisepause og vise versa. Og for resten af pengene render vi ind i møde- og hul-problematikken som nævnt ovenfor.

Vi mødes derfor som oftest i døren på vej ind eller ud af klassen og holder 1-2 min brandslukningsøvelse...

 

Overskuddet der forsvandt

Mine kolleger myldrer hver dag ud fra personalerummet 3 minutter i 8 og passer deres arbejde. De får det til at se så let ud - og de har nogle gange lyst til at grine og fjolle oven i hatten - hvorfor kan jeg ikke det mere? Hold nu op hvor har jeg spurgt mig selv om det mange gange.

Noget af svaret ligger måske i de strukturelle og reform-givne benspænd jeg har været inde på. Og noget af svaret ligger helt sikkert i hvordan jeg, som person, er skruet sammen. 

Måske nogle af mine søde kolleger også har svært ved at være presset, men har en evne til at overleve i det. Måske nogle af dem ikke føler sig presset. Andre drager helt sikkert fordel af at mærke pres og præsterer bedst sådan. Andre igen har jeg set lide af det samme som jeg: manglende evne til at sige nej, stop! Det, jeg gør, er ikke godt nok men jeg kan ikke løbe hurtigere! De lister lige så stille af. Nogle af dem vender tilbage med yderst dygtig næse for hvornår de skal være på vagt og nogle forbliver tidligere kolleger.

Jeg kunne godt stemme for 2 forhold: mindre konfrontationstid pr lærer og mere forberedelsestid til teamet. Jeg kunne også sagtens lokkes til at se evaluerende på det udvidede inklusionsbegreb og overveje om ikke det er lige frisk-fyrs agtigt nok at tro, at Beate med autisme, for tidligt fødte Aksel med svære motorik- og indlæringsvanskeligheder og Katinka med OCD og angst får mest ud af at være blandt almindeligt fungerende børn i forholdet 1 lærer: 25 børn eller om man skulle skele lidt til forskningen. Alternativt lade ressourcer følge med barnet. Også for de almindeligt fungerende børns skyld. 

Det er sådan, at vi lærere er sat til en bestilling hvor kerneopgaven er at danne og uddanne børn. Det er en ansvars-tung og vigtig opgave - måske en af de vigtigste - og jeg vil kun varetage den, hvis jeg jævnligt mærker, at jeg når i mål. Gerne på en helt almindelig tirsdag. 

Ellers må en anden godt få mit job. 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ