Omkring 80 børn fra Maglegårdsskolen var onsdag inviteret til DR-Byen for at fejre udgivelsen af årets U-landskalender. Sofie Østergaard (billedet) var dagens vært, og sangeren Isam B (billedet) står bag årets sang

Årets U-landskalender til børn sætter fokus på ytringsfrihed

Årets U-landskalender sætter fokus på ytringsfrihed og vigtigheden af, at alle har adgang til troværdig information.

Publiceret Senest opdateret

Opdateret den 4. november med tilføjelse om, at der også er gratis undervisningsmateriale på DR Skole.

Op mod 1000 skoler og omkring 100.000 elever forventes at arbejde med årets u-landskalender, som Danida har udviklet undervisningsmateriale til for 1.-5. klasse.

Det skriver organisationen IMS (International Media Support), der er en dansk organisation, som kæmper for frihedsrettigheder ved at støtte journalister og lokale medier verden over, i en pressemeddelelse.

Pengene fra salget af u-landskalenderen går i år til et projekt, hvor børn og unge i Tunesien bliver uddannet i at lave nyheder fra deres egen by.

De tunesiske børnereportere lærer om frihedsrettigheder og får redskaber til selv at producere journalistik og bruge deres stemme.

IMS' direktør Jesper Højbjerg udtaler, at kalenderen giver mulighed for at tage frie mediers betydning for demokrati op med eleverne, og hvordan man som barn opbygger en sund kritisk sans i forhold til information.

”Vi har brug for, at børn helt fra de begynder at møde nyheder og tage de første skridt på YouTube eller sociale medier, har en sund kritisk sans. Digital dannelse og medieforståelse er afgørende færdigheder i en verden, hvor krig ikke bare er krig, men også en informationskrig. Retten til information og ytringsfrihed er basale menneskerettigheder, og det afspejler IMS’ engagement i Børnenes U-landskalender”, siger han i pressemeddelelsen.

Materialet består af en børnebog om årets land skrevet forfatteren Kirsten Sonne - samt fagopgaver, aktiviteter og en website med interaktive værktøjer. Eleverne skal læse, researche, eksperimentere, formidle, være kreative og lære om livet i årets land.

Tilføjet:

Som noget nyt udgiver DR Skole også gratis undervisningsmateriale til U-landskalenderen. Fra uge 46 vil der på DR Skole både være materialer til børnehaveklassen og 6.-7. klasse med afsæt i tv-programmer fra DR Ramasjang og DR Ultra.