Skaf overskud til de hårde måneder

Gode råd om hvordan du holder hovedet oven vande i en jobmæssigt barsk tid

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erfaringer fra USA viser, at september og oktober er nogle af de hårdeste måneder for nye lærere. En vifte af uventede problemer og situationer er ved at tage overhånd, og det gælder om at klare dagen og vejen. Hvordan gør man lige det?

Trivselsekspert Henrik Krogh har et bud:

»Kig på de kolleger, der har fundet ud af at få det til at fungere, og tag ved lære af dem. Spørg dem, hvis du har konkrete problemer. Selv små praktiske råd som at trække vejret dybt ned i lungerne, før du går ind i klasserummet, kan en gang imellem have en stor effekt, når det gælder om at finde overskud og om at mindske oplevelsen af, at arbejdet er ved at blive for meget«.

I forbindelse med et projekt på en skole i København har Henrik Krogh undersøgt, hvordan en række lærere beholder arbejdsglæden, selvom jobbet er krævende.

»Det karakteriserer de langtidsfriske lærere, at de er gode til at bevare roen, uanset hvad de bliver konfronteret med. De lader sig ikke gå på af, at der er uro i klassen, og eleverne gør noget helt andet end det, læreren gerne vil have dem til«.

Som ny lærer skal du måske begynde med at beslutte, at du vil gøre, hvad du kan for ikke at lade dig gå på af arbejdet.

»Det lyder abstrakt, men sådan en beslutning er forudsætningen for at komme videre. Sig til dig selv, at selvom du ikke kan styre det, der sker i klassen, så kan du styre det, der sker i dig selv. De langtidsfriske har fokus på det, de har kontrol over. Derfor kan de bedre klare de situationer, som de ikke har kontrol over«, siger Henrik Krogh.

Med andre ord: Det gælder om at bevare troen på, at tingene kan ende godt, selvom det lige nu ser sort ud.

»Det er at banalisere tankegangen at tale om at bevare optimismen, men man kan sige, at de langtidsfriske er gode til at scanne situationen og svare på: Hvad er det værste, der kan ske? Derefter går de hurtigt over til at se på det bedste, der kan ske. Man kan sige, at de ser begge sider af situationen. Dermed evner de at bevare balancen i vanskelige situationer«, siger trivselseksperten.

De langtidsfriske lærere har ifølge Henrik Krogh endnu et fremtrædende karaktertræk. De er ikke konfliktsky:

»Hvis du er engageret, ansvarlig og hjælpsom, kombineret med at du er konfliktsky, kan det nemt gå galt. Tag de nødvendige konfrontationer og få dem ud af verden, så uløste konflikter ikke tynger dig som et åg. Den samme teknik kan du bruge, når du går til din forberedelse eller til arbejdet i dit lærerteam. Tag fat på den største hurdle først og få den ud af verden. Så kan du frigøre energi til at klare resten«.

Hvis du ikke har en langtidsfrisk kollega i nærheden, men trænger til et råd om, hvordan du klarer den hårdeste del af skoleåret, er der inspiration at hente på nettet.

Det engelske undervisningsministerium har en hjemmeside med 15 små videofilm, der skal inspirere lærere det første år på jobbet. Filmene handler om alt muligt, lige fra hvordan man får ro i klassen, til om det hjælper at tage en sygedag, hvis arbejdet er ved at tage overhånd.

Webstedet har den passende adresse: www.teachers.tv |