... dengang for 20 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fremtiden er begyndt I et foredrag på årsmødet gav lærer Per Bøjlund, Århus, blandt andet nogle bud på, hvad fremtidsforskere ser i krystalkuglen. Vi får et samfund med mange flere arbejdsløse. 80'ernes informationssamfund vil blive afløst af 90'ernes bio-teknologi. Behovet for efteruddannelse vil femdobles for alle grupper. Der vil blive stillet nye krav til omstillings- og samarbejdsevne. Blandt andet som følge af mere fritid bliver der efterspørgsel efter naturoplevelser. Man mener også, at der opstår mange nye livsværdier for forskellige grupper i samfundet, og at individuel udstråling og livsstil vil komme til at spille en vigtig rolle. Som følge af øget globalt samkvem vil behovet for kulturmæglere blive større.

Autoritetstroen vil næsten forsvinde.

aviS81 nummer 4, maj 1988

Efteruddannelse på datamat Husholdnings- og hjemkundskabslærere kan nu få efteruddannelse på deres egen arbejdsplads. Traditionel undervisning erstattes af kommunikation på et datamatkonferencesystem. Deltagerne skal altså ikke fysisk være til stede i et lokale, men kan sidde på deres arbejdsplads eller hjemme og kommunikere med underviser og medstuderende via en edb-skærm. Det er Specialkursus i Husholdning ved Aarhus Universitet, som i samarbejde med Levnedsmiddelafdelingen og Center for Fjernundervisning, Aarhus Tekniske Skole, har taget initiativ til forsøget og står for tilrettelæggelse af kurset.

Husholdningslæreren nummer 8, maj 1988

Kursus til dårlige lærere Undervisningsminister Bertel Haarder vil sende de dårlige lærere på ledelseskursus, hvor de kan lære det håndværksmæssige, at strukturere, holde orden og have en god omgang med eleverne.

»Vi har en lille gruppe meget dårlige lærere i folkeskolen. Det er ikke ret mange, men de udgør et problem, og vi kan ikke afskedige dem«, siger ministeren.

I et blad udgivet af Time Manager International foreslår han, at TMI laver et kursus, der kan gøre dårlige lærere til gode lærere. Sædvanligvis ville det ellers være en opgave for seminarier og lærerhøjskole, men Bertel Haarder mener, at det bedre kan gøres af folk, der ikke har deres daglige gang i folkeskolen.

Folkeskolen nummer 20, maj 1988

Powered by Labrador CMS