Jeg har altid vidst, at jeg skal direkte på gym-nasiet. STX selvfølgelig. De kloge går direkte videre på den gymnasiale STX uddannelse. De mindre kloge vælger en HTX,og hvis du er fuldkommen inkompetent vælger du en 10. klasse, eller et efterskoleår. Sådan er det bare, sådan har det altid været. Da jeg gik i femte klasse, vidste jeg allerede, at jeg ville være en af de kloge. Jeg skulle gå direkte videre med en STX efter 9. klasse.

Nu sidder jeg så her i 9. klasse. Næste år skal jeg ikke videre med en STX. Heller ikke en HTX, og ”ikke engang” en 10. klasse, så nu spørger jeg 5. klasses-mig; hvad er jeg? Er jeg for ”dum” til at være inkompetent? Det har jeg tænkt meget over i forbindelse med mit store valg. I december 2021 besluttede jeg mig endeligt for, efter flere måneders debat med mig selv, at jeg skal arbejde frivilligt for en organisation i Århus i et helt år. Ingen skole i ET HELT ÅR! Hvad nu hvis jeg glemmer alt jeg nogensinde har lært, eller hvis jeg finder ud af, at det er meget federe bare at arbejde, og jeg så aldrig får en uddannelse. Og så ender på gaden uden nogen der elsker mig, og får et dårligt liv, som ikke er værd at leve, og ender med at dø af kulde? Alt dette på grund af mit valg. Et stort valg, et stort fald?!

Er der nogensinde blevet nogen der har fortalt dig at du skal tage det roligt? At vi lever på en svævende sten i et univers der er så stort at det ikke er til at måle - At du blot er 1- ud af over 7 milliarder sandkorn?! Så det er jo alligevel lige meget det hele. For om 1000 år er der ingen der alligevel kan huske dig.

For det er jeg. Og altså. What. The. Fuck. Hvis jeg er et sandkorn, så er jeg da i hvert fald et sandkorn fra Dueodde strand (er det ikke sådan noget luksus sand, eller er det bare mig?). Jeg kan selvfølgelig godt forstå hvad folk prøver at få frem, når de siger, som de gør. Der er endda sikkert nogen, der finder citater som dette motiverende, men i min verden er jeg hovedpersonen, hele stranden. Ligesom du er hovedpersonen i din verden. Når jeg så tager et valg, kan du være sikker på, at jeg har bekymret mig og brugt tid på at tænke mig om forinden. Om det så er en god eller dårlig ting, det er jeg ikke helt klar over endnu. Jeg vil jo selvfølgelig gerne være foruden tvivlen og bekymringen, i og med at jeg kan gøre så meget andet, der er sjovere med min tid. Men jeg tror også bare, at det er for nemt blot at sige ”Lad være med at bekymre dig”. Især når man samtidig får at vide, at det er en stor beslutning. Er det bare mig det tænker sådan? Giver det nogen som helst mening? Jeg tror egentlig bare det jeg prøver at sige er, at det at sige, at ”vi lever på en svævende sten” ikke er nok til, at mine bekymringer forsvinder. Men måske endda gør mig mere usikker over at være så dum at jeg overhoved går op i så små ting. Altså come-on Wilja! Der er krig i vores verden! Du lever på en svævende sten! Du er ligegyldig?

Måske jeg bare skulle prøve at acceptere, at jeg er bekymre-typen. Og så tror jeg faktisk også at det er UTROLIG relevant at give plads til mine følelser (som alle nogensinde altid har sagt - men igen: (gerne undersøgelse her) børn ser bare rigtig meget på andre børn. Og børn ser rigtig meget på medierne, for altså, hvad ved de gamle? Det tror jeg bare vi er nødt til at indrømme) hvis du er ligesom mig, vil jeg råde dig til, at gøre det samme. (Jeg ved godt, at det ikke er så nemt, men det er det jeg prøver at fortælle mig selv - ”Fake it till you make it!”).

Jeg bekymrer mig, og det er ok. Altså hvad har folk også regnet med? Voksne mennesker taler ikke om andet end denne store beslutning hele tiden. ”Husk nu at nyde det! Det er kun 1 år af dit liv, og du bliver aldrig ung igen! Vær social, men også god faglig! Det er meget vigtigt, at du får gode karakterer, det handler om din fremtid! Arbejd, arbejd, arbejd, det er det vigtigste. Du skal være god og klog og bedst, men nyd det nu også! Og lad være med, at bekymre dig for meget”. Altså… Hvad i al verden sker der? Jeg skal nok prøve at nyde at sidde til klokken 2 om natten for at færdiggøre mit arbejde. Og så husker jeg selvfølgelig også at slukke for bekymringsknappen når jeg er til sociale arrangementer, selvom jeg har en aflevering til i morgen. For selv om det er ”en af de vigtigste beslutninger i mit liv”, og jeg skal have topkarakterer, som de siger, så skal jeg jo selvfølgelig ikke stresse mig selv, det ville jo være super dumt og meget ubegrundet. Er det kun i mine ører, at det lyder fuldstændigt vanvittigt? Tænk hvis vi skulle tænke lige så meget over alle beslutninger, som vi skal med vores uddannelsesvalg. ”Hmm er de her cornflakes mon det bedste for mig i fremtiden også, eller vil jeg dem kun lige nu? Hvad er fordele og ulemper? Vil jeg virkelig have de her cornflakes, eller er det bare noget jeg fortæller mig selv? Eller noget samfundet fortæller mig? Hvis først jeg vælger de her cornflakes, kan jeg ikke vælge havregryn i stedet. Og hvad nu hvis jeg lige pludselig gerne vil have havregryn, og de så ikke længere er en mulighed, fordi jeg har brugt for lang tid med cornflakesene? ”. Vi ville aldrig komme videre, vi ville sulte til døde. Hvem er det overhovedet der bestemmer hvad der er store valg og hvad der er små valg? Når jeg farver mit hår, er det vel et ret stort valg jeg tager, men alligevel er det ikke noget føler behov for at bruge flere år på at tænke over. Oftest bliver jeg glad for resultatet, men nogle gange hader jeg det. Så er det bare sådan, at det heldigvis ikke er sværere end at købe en ny pakke farve og farve det igen. At vælge uddannelse er nok et lidt større valg, men jeg vil da alligevel ønske, at det var mere som at farve hår. At man i stedet for at bekymre sig, kunne glæde sig, og at det ikke virkede så altafgørende? Er det for meget at bede om? For altså, man er jo ikke inkompetent når man vælger 10. klasse eller efterskole, eller mindre klog når man vælger HTX, eller for ”dum” til at være inkompetent når man vælger noget fjerde. Tvært imod. Jeg synes man er modig.

Kan vi derudover også lige tale om når voksne siger ”er du nu sikker på, at det er det rigtige valg?” for NEJ FOR FANDEN! Overhovedet ikke! Men det siger jeg jo selvfølgeligt ikke højt. Jeg siger, at jeg har heeeeeeeeeelttttttt styr på det! Igen, ”Fake it till you make it”, ikke sandt? Det kunne selvfølgelig også være, at jeg burde være ærlig, at de blot er ude på at hjælpe mig. Men nej, det er ikke sådan min hjerne fungerer. Men altså, kan vi ikke også godt blive enige om, at det er et af de dummeste spørgsmål nogensinde? Jeg føler aldrig nogensinde, at jeg er helt sikker på noget. Gør andre det? Er jeg bare en usikker tøs? Det tror jeg næppe.

Nu har jeg valgt som jeg har valgt. Og bekymret mig en masse over det, og det gider jeg ikke mere. Nu har jeg valgt, og jeg gider ikke tænke mere over det. Bekymringer er helt okay at have, men det hele skal nok gå. Man kan sikkert også hygge sig når man bor på gaden. Jeg vil gerne træffe de rigtige beslutninger, vælge ”rigtigt”, men jeg vil endnu hellere være glad. Jeg vil ikke bruge hele mit liv på at bekymre mig og være nervøs for mine valg, og så sidde som 80 årig i min kæmpe villa og have truffet alle de ”rigtige” valg, men være ensom og trist. Så vil jeg hellere side på gaden og vide, at jeg har levet et smilende liv. Derfor vælger jeg at være ”for dum til at være inkompetent” og jeg tager til Århus for at arbejde frivilligt i et år, ikke fordi jeg er sikker, eller fordi det er det kloge valg, men fordi det gør mig glad. Jeg vælger glæden. Hvad vælger du?