Økonomi

Tesfaye: Så meget vil det koste at indføre flere timer med to lærere

Hvad vil det egentlig koste, hvis der skal være flere timer med to lærere? Det har undervisningsministeren svaret på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere tolærertimer bliver gang på gang nævnt som løsningen, der vil gøre den afgørende forskel i ambitionen om at gøre skolen bedre og til at kunne håndtere flere elever.

De fleste er også enige om, at det vil koste en stor sum penge. Men hvor meget vil det egentlig koste?

Det har børne- og undervisningsministeren givet et svar på i Folketinget. Han er nemlig blevet bedt om at svare på to konkrete spørgsmål fra Enhedslistens undervisningsordfører Mai Villadsen.

Hun har spurgt, hvad det vil koste om året, hvis der blev indført et krav om to ugentlige lektioner i folkeskolen i 7. til 10. klasse med to-voksen- eller to-lærerundervisning.

Svaret fra ministeren er, at det vil koste 300 millioner ekstra om året for to ugentlige tolærertimer.

To ugentlige timer med en lærer og en pædagog vil give en ekstraregning på 200 millioner kroner om året.

Enhedslistens ordfører har også spurgt til, hvad det vil koste, hvis man indfører to voksne i alle timer i indskolingen. Her bliver prisen ikke overraskende markant højere.

Mattias Tesfaye svarer, at det vil koste 4,8 milliarder om året, hvis der skal være to lærere i alle timer i børneklassen til og med 3. klasse.

Hvis det er en lærer og en pædagog, er prisen halvanden milliard lavere. Her lyder prisen på 3,3 milliarder.

Onsdag eftermiddag blev et beslutningsforslag fra Radikale stemt ned om at indføre flere tolærertimer.

Partiet vil have undervisningsministeren til at indkalde til politiske forhandlinger i år om at tilføre penge nok til, at der kan være en ekstra lærer eller pædagog i halvdelen af alle timer.

Men det var der ikke politisk flertal for med henvisning til, at det vil koste for mange penge. Kun Enhedslisten og Alternativet bakkede op om forslaget.