Økonomi

Gordon Ørskov Madsen

Lærerformand deler ikke Tesfayes begejstring: Lærermilliarden er også gået til helt andre områder

”Jeg er glad for, at det faldende børnetal ikke har betydet færre voksne i undervisningen”.

Sådan lød det i går fra en tilfreds børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). 

Her glæder han sig over, at selvom antallet af lærere i folkeskolen er faldet de seneste år, så er der faktisk sket en stigning i lærere per elev. Årsagen er, at elevtallet er faldet endnu mere end faldet i lærerstillinger. 

Men hos Danmarks Lærerforening deler formand Gordon Ørskov Madsen ikke ministerens begejstring.

”Lærermilliarden havde en klar og positiv effekt de første år, hvor vi frem til 2022 så, at antallet af lærere steg relativt til elevtallet. Desværre knækkede kurven i 2023 og 2024, hvor vi har set et fald i antallet af lærere", siger han i en pressemeddelelse. 

Ifølge lærerformanden er der endda penge fra lærermilliarden, som er gået til andre områder end skolen.

”Kommunerne er pressede på økonomien, og vi har lokalt set, hvordan en del af pengene er blevet kanaliseret over i andre velfærdsområder, da lærermilliarden overgik til bloktilskuddet og bindingerne forsvandt", siger han. 

dlf.org: DLF: Brug for flere lærere, hvis vi skal kunne løfte flere elever