Formandens løn ændres ikke

Forslag om at ændre foreningsledelsens løn blev forkastet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

91 delegerede støttede et forslag om andre regler for aflønning af formand og hovedstyrelse, mens 167 var imod. Hovedstyrelsens forslag om regler for repræsentationer blev vedtaget.

Næstformand Stig Andersen fremlagde hovedstyrelsens forslag og sagde, at man finder det principielt afgørende, at honorarer for eksterne repræsentationer ydes for det ansvar, man har i forhold til opgaven, og at honoraret derfor bør tilfalde den person, der har det konkrete ansvar.

Formand Anders Bondo Christensen fremhævede det samme: »De gange, hovedstyrelsesmedlemmer bliver pålagt en post med et stort ansvar som at være bestyrelsesformand for Lån og Spar Bank, bør man beholde sin aflønning. Fordi det er formanden, der kommer i spjældet, hvis regnskabet ikke passer«.

Lars Færch fra Høje-Taastrup fremhævede, at kredsens forslag ikke kom på grund af mistillid til den nuværende ledelse, og at han mener, at DLF skal forsøge at få sæde alle de steder, det er muligt. Men honorarer fra eksterne poster skal gå til foreningen.

Hovedstyrelsesmedlem Vibeke Lynge fremhævede, at hun ikke står bag hovedstyrelsens forslag, men støttede Lars Færchs forslag.

»Man skal se på principper i fredstid, og det er nu. Alle har rost formandens beretning, og vi har vedtaget en arbejdstidsaftale i stort set enighed. Så det er nu, vi skal se på det«, mente Vibeke Lynge.

Flere talte om, at det er vigtigt med åbenhed og klarhed. Både for medlemmernes skyld, og for at pressen ikke har noget at komme efter.

Jørgen Dahl, Ballerup, fortalte, at medlemmerne kom med meget stærke udsagn, da formandens aflønning var fremme i pressen. Deres holdning er, at formanden skal have en anstændig løn, og at alle honorarer skal gå i kassen. Fordi man ikke ønsker at være som i det private erhvervsliv. Støt derfor Lars Færchs forslag, opfordrede Jørgen Dahl.

Både formand og næstformand fremhævede vigtigheden af denne diskussion, og de var glade for, at den foregik principielt.

Kongressen vedtog derimod en ny fratrædelsesordning for hovedstyrelsesmedlemmer. Den nye ordning betyder, at man som hovedstyrelsesmedlem maksimalt kan få otte måneders frikøb mod tidligere 12 måneder, når man fratræder eller ikke genvælges. |

Powered by Labrador CMS