Social- og sundhedsassistenternes aktioner for højere løn blev mødt med sympati. For gruppen udfører et vigtigt stykke arbejde på vilkår, som ikke matcher det niveau, man selv med en kort uddannelse kan få på det private arbejdsmarked.

Det har sat gang i debatten om rekruttering og løn. Regionsrådsformand Carl Holst (Venstre) kalder flugten fra velfærdsfagene »en national katastrofe«. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne foreslår fem milliarder ekstra til de kommende aftaleforhandlinger. Og den konservative formand for KL's lønudvalg, Mads Lebech, siger, at han gerne tager imod en ekstra pose penge fra Folketinget.

Det er rigtigt, at en styrket rekruttering og fastholdelse i den offentlige sektor vil koste penge. Og det er regering og folketing, der i sidste ende har ansvaret for, at midlerne er til rådighed. En større økonomisk ramme har ikke noget at gøre med indblanding i aftaleforhandlingerne. Det har det derimod, når man på forhånd vil fordele midlerne. Pia Kjærsgaard udtaler eksempelvis, at pengene primært skal gå til social- og sundhedsassistenter, men dog også til grupper som politi, lærere og pædagoger. Den radikale formand for KL's børne- og ungeudvalg, Henrik Larsen, skærper tonen: »Selvom lærerne fortjener mere i løn, må jeg sige, at i forhold til plejepersonale og pædagoger så står lærerne ikke først for«.

Uanset hvor mange penge der er til rådighed, lægger den slags udtalelser direkte op til konflikt. For det er ikke bare social- og sundhedsassistenter, der har brug for et lønløft. Og en 20-måneders-uddannelse kan og skal ikke sidestilles med en fireårig uddannelse oven på en studentereksamen. Der er behov for at løfte det offentlige lønniveau generelt, hvis man skal kunne rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Men det må ske i respekt for, at der er en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og løn. Og alle tal viser, at der er alvorlige problemer med rekruttering og fastholdelse på vores område. Løn gør det ikke alene, men Overenskomst 08 bør bidrage til at finde løsninger også for lærere med flere. Det handler om status og respekt, det handler om arbejdsforhold - og det handler selvfølgelig også om løn. Derfor kræver vi et lønløft ved de kommende aftaleforhandlinger.

Det er en ganske usædvanlig situation, at det er politikerne, som presser forventningerne i vejret. Vi ser frem til, at de er parate til at leve op til løfterne. For også som undervisere vil vi have løn som fortjent.