Rasmus Alenkær
"Ultimativt ønsker jeg mig, at lærerne har den faglige frihed til at gå på opdagelse i børnenes fortællinger og i egen praksis i stedet for at fokus rettes mod, at der er begået en fejl, og den anklage, der er i det", siger Rasmus Alenkær

Psykolog: Skældudfri skoler kan give lærere følelse af magtesløshed

I konceptet skældudfri skoler er der en underliggende anklage om, at lærere skælder for meget ud. Konceptualiseringen kan flytte fokus til lærernes fejl frem for løsninger for eleverne, advarer psykolog og konsulent Rasmus Alenkær.

Publiceret Senest opdateret

En lille dreng er sur og vred. Han synes, alting er urimeligt. Læreren tager ham senere på dagen uden for døren og spørger; ”Hvorfor er du så vred?”

”Jeg er vred over, at du hele tiden skælder ud”, siger drengen.

Psykolog og konsulent Rasmus Alenkær sad i en klasse og observerede lige netop sådan en situation.

”Jeg havde iagttaget drengen og klassen i de pågældende lektioner, og der var ikke blevet skældt ud. Tværtimod. Læreren havde blot sagt, at drengen skulle sætte sig bag stregen som de andre i forbindelse med en stafet-aktivitet i gymnastiksalen. Men drengens italesættelse var, at han var blevet skældt ud”, siger Rasmus Alenkær.

Han peger på, at hvis en skole sætter fokus på at være "fri for skældud", så kan det få vidtrækkende konsekvenser.

”I stedet for at gå på opdagelse i det enkelte barns oplevelse og fortælling, så kan fokus måske i højere grad blive rettet mod, at der er en voksen, der har brudt reglerne. Det er ultimativt problematisk fordi det betyder, at barnet måske ikke får den hjælp, barnet har brug for”.

Skældudfri skole kan give bagslag

Rasmus Alenkær har netop skrevet et opslag på Facebook, hvor han reagerer på, at der for tiden er flere projekter, der handler om skældudfri skoler.

Blandt andre har skoleforsker Louise Klinge været med til at udvikle projekter på skoler med fokus på at blive skældudfri.

Rasmus Alenkær er sikker på, at målet med projekterne er at sikre de bedste rammer for eleverne, men han ser nogle faldgruber, som han mener, man bliver nødt til at debattere.

”Når eksempelvis Louise Klinge sætter fokus på såkaldte 'skældudfri skoler', så er det helt sikkert med et positivt, børnefagligt udgangspunkt: Vi vil alle sammen gerne have en god kommunikation mellem børn og voksne. Deri kan man kun være enig”, siger Rasmus Alenkær.

Alligevel er han bekymret for den implicitte anklage, der er mod skolens voksne i overskriften.

”Det er sikkert ikke ment således, men når man binder an med et koncept som 'skældudfri skole', så signalerer det i min optik samtidig, at man ønsker at bevæge sig væk fra 'skældud' og dermed, at der skældes meget ud på den pågældende skole. Medmindre man er meget skråsikker i sin sag, så er det min anbefaling, at man passer på med sådanne generaliseringer”.

Koncepter presser lærere

Koncepter i skolen kan dræne lærernes værktøjskasse for pædagogiske redskaber, advarer Rasmus Alenkær.

Et problem er, at der ikke er enighed om, hvad skældud er ret definitorisk.

”Vi er ikke grundlæggende enige om, hvad vi taler om i denne sammenhæng".

"At overlevere et budskab uden hensyntagen til modtagerens følelser er én definition på skældud. Jeg er helt enig i denne. Men hvis du er ved at gå over en vej, og jeg tager fat i dig og råber stop, så har jeg jo ikke taget hensyn til dine følelser, men jeg har reddet dit liv”, siger Rasmus Alenkær.

På samme måde kan det være nødvendigt at skære igennem, når man leder børns deltagelse i skolens læringsfællesskaber.

”Jeg vil bestemt ikke kalde det for 'skældud', hvis man hæver stemmen og siger 'stop' i en undervisningssammenhæng. Det vil jeg kalde en nødvendig markering eller en tilrettevisning".

"Jeg vil dog anbefale, at man altid tilstræber at kommunikere ordentligt, respektfuldt og venligt, og at man i øvrigt møder børn på en måde, der gør det unødvendigt at hæve stemmen”, lyder det fra Rasmus Alenkær.

”Grundlæggende set skal vi blot passe på med at give lærere og pædagoger for stramme tøjler og dermed tage autenciteten ud af mødet mellem barn og voksen. Det gør, at man oplever sig magtesløs som lærer, og det stresser”.

Svært at definere skældud

Rasmus Alenkær er meget bevidst om, at der er stor forskel på at definere skældud objektivt og subjektivt.

”Debatten om skældud kobler sig i et omfang på nogle af de tendenser, der ses i woke-kulturen. Man vægter den personlige følelse højere end mere objektive definitionskriterier".

"Jeg anerkender i høj grad, at mennesker har følelser. Men selv sådan en gammel socialkonstruktionist som mig finder det problematisk, at det i alle sammenhænge er den enkeltes, individuelle, følelsesmæssige reaktion, der dikterer vejen frem. Når man bliver ramt på sine følelser, så kan det i nogle tilfælde godt handle om den måde, man føler på, og ikke nødvendigvis om det, som aktiverer følelserne”.

Rasmus Alenkær mener, at det er vigtigt, at man lytter til børns fortællinger med nysgerrighed og anerkendelse.

”Børn har ret til at have deres egne følelsesmæssige reaktioner og deres oplevelser af virkeligheden. Men dermed ikke sagt, at børn i alle tilfælde skal gives den endegyldige defintionsret, når de siger, at lærerne i skolen skælder ud”, siger han og understreger:

”Børn kan naturligvis have helt ret i deres oplevelse af den voksnes kommunikationsform, og hvis dagligdagen i skolen er præget af hård tone og negative tiltaleformer, så kan det kun anbefales, at der sker forandringer”.

Han håber, at lærerne har tiden og muligheden for at lytte til eleverne.

”Ultimativt ønsker jeg mig, at lærerne har den faglige frihed til at gå på opdagelse i børnenes fortællinger og i egen praksis i stedet for at fokus rettes mod, at der er begået en fejl, og den anklage, der er i det”.

Powered by Labrador CMS