Anmeldelse
Anerkendende arbejde i skoler
Anerkendende arbejde i skoler
McAdam og Lang er helt inde i pædagogikkens maskinrum med deres enkle konstatering af, at læring vokser gennem nysgerrighed. Hvad enten vores rolle er lærer, pædagog eller leder, er det helt afgørende, at de, vi gerne vil lede vejen for, også vil følges med os. Dét sker gennem samarbejde, selvom vi som de professionelle både har viden og intention om, hvor vi skal hen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Reformulering kunne også være titlen på denne meget inspirerende og letlæselige bog om at tackle udfordringerne i skolehverdagen. Forfatterne har i mange år arbejdet med elever i relationer i forskellige projekter, hvor opgaven har været at forandre vanskeligheder og bekymringer til betydningsfulde muligheder.
Fakta:
Titel: Anerkendende arbejde i skoler
Forfatter: Elspeth McAdam, Peter Lang
ISBN: 9788792542090
Pris: 249 kroner
Sider: 160 sider
Type: Bog
Forlag: Forlaget Mindspace
McAdam og Lang refererer videnskabsteoretisk til socialkonstruktivismen, som helt kort fortalt betyder, at vi sam-skaber verden gennem kommunikation. "Der er et hav af mening i en dråbe sprog", derfor er kommunikation og velvalgte spørgsmål adgangen til hinandens tanker og værdier. Peter Lang siger: "Min identitet ligger i de andres fortælling om mig" - og så er klokken ligesom slået for nogle elever og lærere. Man kan føle, at man ikke orker mere, at det ikke nytter.
Reformuleringer er fortællinger sat i verden på baggrund af spørgsmål med det formål at finde evner, færdigheder og resurser, så nye handlemuligheder viser sig for det eller de mennesker, som er i vanskeligheder. I bogen nævnes et eksempel på en udbrændt lærer, som irriteres uendeligt af en elevs ubehøvlede opførsel. Forfatterne spørger hende, om hun kunne overveje, om denne elev ikke hjælper hende ved hele tiden at teste hende og holde hende i sving? Jeg antager, at et par af denne anmeldelses læsere nu tænker: Ja ja, det er meget godt og meget naivt - det dér anerkendelse. Men det virker, lader det til.
I afsnittet "Samskabelse af nutiden igennem fremtiden" viser forfatterne, hvordan arbejdet med fremtidsdrømme er drivkraft for forandring, og de viser, hvordan sproget former virkeligheden. Velvalgte spørgsmål kan åbne en dialog, hvor samtalen har et proaktivt formål og altså ikke fungerer reaktivt som brandslukning. At arbejde proaktivt gør en verden til forskel i pædagogiske sammenhænge, fordi lærer og elever møder problemstillinger med nysgerrighed og tankeeksperimenter i stedet for med skyld og straf. Fremtidsdrømme sættes på ord: Lad os forestille os, at der er gået et halvt år. I er blevet gode venner. Hvor mødes I? Hvad laver I? Hvad snakker I om? Reformulering sker gennem spørgsmål om, hvad kan du gøre lige nu for at .? Hvordan kan jeg hjælpe dig ...?
Andre kapitler handler om mobning, skole-hjem-samarbejdet og skolekultur. Efter hvert kapitel er der en række spidsformuleringer af temaet - opfordringer til selv at handle. Bogens teoretiske afsnit er let at gå til, og praksiseksemplerne sætter læseren i stand til at koble teori og praksis gennem fortællinger om, hvordan man også kan vælge at handle, altså kommunikere. Jeg tror, at mange lærere/pædagoger vil kunne se sig selv i bogens situationer og derfor bruge den som øjenåbner. Samtidig bliver man glad af at læse den!