Skoler i Odense bør være skældudfri. Det bør byens børnehaver også. Og skældud bør også tages væk fra den måde, forældre er sammen med deres børn på, samværet i trafikken, på sociale medier og arbejdspladser. Stod det til børn- og ungerådmand i Odense Susanne Crawley (Radikale), så blev hele Odense en skældudfri by.

Sammen med lektor i pædagogisk psykologi og byrådsmedlem i Odense Mads Thomsen (Socialdemokratiet) har hun lanceret ideen i et indlæg på folkeskolen.dk.

”Skældud er hverken rart, trygt eller lærerigt for børn. Og i øvrigt heller ikke for den voksne, der pludselig oplever sig selv stå over for et barn med hårde ord, løftet pegefinger og hævet stemme. Alligevel ser nogle voksne skældud som et nødvendigt onde, mens andre måske har svært ved at få øje på et alternativ. Den antagelse vil vi gerne udfordre”, lyder det i indlægget.

Gør det lærerne magtesløse?

Psykolog Rasmus Alenkær har peget på, at et stort fokus på skældudfri skoler kan give lærere en følelse af magtesløshed.

”Det er sikkert ikke ment således, men når man binder an med et koncept som 'skældudfri skole', så signalerer det i min optik samtidig, at man ønsker at bevæge sig væk fra 'skældud' og dermed, at der skældes meget ud på den pågældende skole”, har Rasmus Alenkær sagt til folkeskolen.dk.

Men det er på ingen måde meningen at nedgøre lærere, pædagoger eller andre, når de to rådmænd ønsker en skældudfri kommune, siger Susanne Crawley.

”Det handler ikke om at udskamme lærere eller forældre. Det handler om en samtale i en by om at skælde ud. Vi vil ikke nedgøre lærere,der gør det. Der er ingen lærer eller pædagog, der bevidst har skældt ud som en del af deres værktøjskasse. Det er noget, der sker, når de mangler et værktøj”, siger Susanne Crawley.

Hun mener, det er vigtigt at sætte fokus på at være skældudfri. Efter debatindlægget har hun snakket med flere skoleledere.

”Når en lærer skælder ud, så er det en rigtig dårlig dag for læreren. Det handler om at være i stand til at gøre noget andet end at skælde ud. Det kan være, at man henter en kollega på den anden side ad gangen, og siger, man har brug for at gå fem minutter”, siger hun og understreger: ”Det, som det skal løse er, at man ved, at børn, når man måler i deres hjerner, ikke er i stand til at lære noget i et godt stykke tid, efter de er blevet skældt ud. Man kan måle, at børn har samme reaktion på skældud, som hvis de blev slået”.

Odense går ikke efter et skældudfri-certifikat

Susanne Crawley tror ikke på, at certificere hverken byer eller skoler som skældudfri, sådan som det har været omtalt i forbindelse med Herskindskolen i Skanderborg.

”Med certificeringer kommer det til at handle om proces og om at kunne få en overskrift i en avis. For os handler det mere om, hvordan man møder børnene. Og så handler det om det sociale rum – altså den måde, som voksne taler på sociale medier, i trafikken eller i en kø. De voksne er rollemodeller for børnene”.

”Man kan arbejde hen mod at blive skældudfri. Alle forældre har prøvet at hæve stemmen, når barnet er ved at foretage sig noget, som er uhensigtsmæssigt som eksempel at løbe ud på vejen. Men det er måske ikke kun i de situationer, at skældud er en del af barnets hverdag”.

Børn bliver kede af det

Rasmus Alenkær peger på, at der er stor forskel på at definere skældud objektivt og subjektivt.

”Debatten om skældud kobler sig i et omfang på nogle af de tendenser, der ses i woke-kulturen. Man vægter den personlige følelse højere end mere objektive definitionskriterier", lyder det fra psykologen, som mener, at det er problematisk, hvis det altid er det enkelte barns oplevelse af skældud, der definerer, hvornår der er tale om skældud.

”Når man bliver ramt på sine følelser, så kan det i nogle tilfælde godt handle om den måde, man føler på, og ikke nødvendigvis om det, som aktiverer følelserne”.

Susanne Crawley mener, at det er vigtigt at lytte til børnenes oplevelser.

”Vi måler på det i vores børnehaver, hvor vi spørger børnene, om de har oplevet at blive skældt ud, så de bliver kede af det. Det svarer mere end hver 10. barn ja til. Der er forskel på irettesættelse, og at der bliver sat en grænse. Men når børn oplever det som skældud, så må man snakke om det”, siger hun, og understreger, at det er en af grundene til, at hun sammen med Mads Thomsen vil starte debatten om at gøre Odense til en skældudfri by.

Ændret pædagogik får elever til at falde til ro

”Når børn oplever at blive skældt ud, så skal vi politikere reagere på det. Det handler om samtale, men det handler også om de rammer, vi lader børnene være i. Vi skal finde løsninger. Det kan være at teenager skal møde senere, det kan være en fire dages arbejdsuge for familierne, så børnene ikke er færre dage så meget i institutioner, og mere hjemme hos forældre med et større overskud”.

”Det kan også være, at lærere og pædagoger skal have andre redskaber. Vi arbejder med low arousal. Det startede på skolen for børn med autisme. Og det handler bl.a.om, hvordan læreren, der kommer ind i et klasserum, hvor man selv kan være med til at reducere konfliktniveauet”.