”Det er vigtigt, at kommunens medarbejdere ikke er i tvivl om, de har ret til at udtale sig til pressen", siger Folketingets Ombudsmand Niels Fenger som af egen drift kontaktede Nyborg Kommune

Efter en henvendelse fra Ombudsmanden: Ansatte har "naturligvis" ytringsfrihed

Efter en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand slår Nyborg Kommune i en udtalelse til Ombudsmanden fast, at alle ansatte i kommunen har ytringsfrihed.

Publiceret Senest opdateret

Det er ikke en god ide at så tvivl om, hvorvidt kommunale medarbejdere har ret til at ytre sig i medierne om arbejdsvilkår i kommunen.

Det viser en sag fra Nyborg Kommune.

Her sendte kommunens Hovedudvalg den 9. september en mail til alle ansatte i Nyborg Kommune og politikerne i byrådet.

”Hovedudvalget opfordrer til, at ansatte benytter sig af de sædvanlige kanaler, som nærmeste leder, tillidsmandssystemet eller HR og Personale, i stedet for at gå anonymt til pressen, når der opleves et behov for at rejse bekymringer om kritisable eller utilfredsstillende arbejdsmiljøforhold”, lød det i brevet.

Mailen blev afsendt, fordi der over et stykke tid i medierne var bragt nyheder om kommunen baseret på anonyme kilder.

Men en sådan opfordring skal man passe på med, lyder det fra Folketingets Ombudsmand Niels Fenter.

Han valgte af egen drift at rette henvendelse til kommunen for at få en forklaring på ordlyden i mailen set i lyset af offentligt ansattes ytringsfrihed.

”Det er vigtigt, at kommunens medarbejdere ikke er i tvivl om, de har ret til at udtale sig til pressen, og at der ikke kan stilles krav om, at en kritik kun rejses internt”, lyder det fra Folketingets Ombudsmand Niels Fenger på Ombudsmandens hjemmeside.

Mail præciseret

Nyborg Kommune har nu sendt en udtalelse til Ombudsmanden, hvor det bliver understreget, at det er Hovedudvalget, der består af både ledelsesrepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, der havde sendt mailen.

I brevet fra kommunen understreges det, at Hovedudvalget ikke kan pålægge ansatte at handle på en bestemt måde, og at Hovedudvalget heller ikke har mulighed for at lave sanktioner over for medarbejdere.

Ombudsmandens henvendelse har gjort, at Hovedudvalget har udsendt endnu en mail, hvor forklaringen er, at udvalget ønskede ”at appellere til brug af vores interne kanaler, når der er behov for at rejse bekymringer om kritisable eller utilfredsstillende arbejdsmiljøforhold. Udtalelsen om at undlade at kommentere på anonyme henvendelser er på baggrund af Hovedudvalgets erfaring med, at det er svært at løse arbejdsmiljøforhold via dialog gennem pressen”, står der i brevet.

Hvorefter det også slås fast at: ”Alle ansatte i Nyborg Kommune har naturligvis ret til at udtale sig til pressen inden for rammerne af ytringsfriheden”.

Ombudsmanden sætter pris på, at Hovedudvalget nu reviderer sin udmelding.

”Jeg er derfor glad for, at kommunen nu melder ud, at ytringsfriheden naturligvis gælder for alle medarbejdere”, lyder det på hjemmesiden.

Powered by Labrador CMS