Vi skal ikke gå et stort skridt tilbage ved at indføre niveaudeling igen - vi skal rykke undervisningsdifferentiering et stort skridt fremad, mener Lotte Rod, nuværende undervisningsordfører for De Radikale

Radikale: Lærerne skal differentiere – ikke niveaudele

Det er lovligt at dele eleverne efter fagligt niveau i hele fag som matematik, engelsk og tysk, hvis bare eleverne går i en udelt klasse halvdelen af ugen. Sådan meldte børne- og undervisningsministeren ud i sidste måned. Men det er et stort tilbageskridt, mener hendes regeringsfæller De Radikale.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er vigtigt at bevare klassefællesskabet. Hvis man opdeler eleverne efter niveau, bliver der større ulighed mellem eleverne, uden at eleverne gennemsnitligt klarer sig bedre. Det hænger ikke sammen med målet om, at alle elever skal blive dygtigere." Sådan skriver Lotte Rod og Marianne Jelved, henholdsvis nuværende og forhenværende undervisningsordfører for Det Radikale Venstre, i et debatindlæg i Politiken søndag.

Niveaudelingen blev afskaffet i 1993 (under den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen, red.) påpeger de to radikale politikere, der ser en vigtig opgave i "at nedbryde det kunstige skel, der er blevet skabt mellem at satse på eliten eller de svageste. Det er ikke et enten-eller". Uanset om en elev står af, fordi undervisningen går for hurtigt eller for langsomt, er det et problem, mener Jelved og Rod.

"Det afgørende er, at læreren er så dygtig til at undervisningsdifferentiere, at alle elevers talent kommer i spil."

Antorini: Skoler må dele eleverne efter niveau i fagene

En lærer skal ku' tre ting

"Når man putter elever i fastlåste kategorier, som f.eks. de dovne eller fagligt svage drenge, hæmmer det både elevernes muligheder for udvikling af faglige kompetence og deres lyst til at lære", skriver Lotte Rod og Marianne Jelved. Omvendt skaber det engagement blandt eleverne, når de deltager aktivt med faglige opgaver sammen med kammeraterne, argumenterer de videre.

 "Skærer man forskningen helt ind til benet, er der tre overordnede færdigheder hos læreren, der har størst betydning for elevernes indlæring: For det første skal læreren kunne indgå i en social relation med den enkelte elev. For det andet skal læreren kunne lede klassen i undervisningsforløbet og motivere eleverne. Og for det tredje skal læreren have kompetence både didaktisk og i det enkelte fag, der undervises i", hævder de to skrivende og slår deres pointe fast:

"Løsningen er altså ikke at dele eleverne op. Det vigtige er, at lærerne er rustede til at undervise alle elever. Den politiske opgave er derfor ikke er at øge niveaudelingen, men at sørge for, at alle lærere kan undervisningsdifferentiere".