Farvel til de gamle nationale test med resultater, der ligner de tidligere års

Lige inden Folkeskolens Nationale Overgangstest går i gang på mandag, har ministeriet offentliggjort resultaterne af den allersidste runde af de oprindelige adaptive nationale test, der blev afviklet i foråret 2022. Og resultaterne ligger nogenlunde, som de plejer.

Publiceret Senest opdateret

For første gang siden man med folkeskolereformen indførte målet om, at 80 procent af eleverne skulle være 'gode' læsere i de nationale test, var der i 2020 tegn på, at man nærmede sig målet.

Men dengang vurderede Børne- og Undervisningsministeriet, at fremgangen meget vel kunne skyldes, at mange elever blev testet meget sent på skoleåret på grund af coronanedlukningen.

Og resultaterne fra dette forårs test ser ud til at bekræfte dén teori. For nu er resultaterne tilbage på tidligere års niveau og for 8. klasses vedkommende endnu lavere, viser tallene i Datavarehuset.

I matematik er der også sket et fald i andelen, der er 'gode' på den kriteriebaserede skala.

I år var sidste gang, at danske folkeskoleelever skulle til test om foråret. Ifølge aftalen fra februar om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen skal eleverne fremover testes i begyndelsen af skoleåret, så testene i mindre grad får karakter af en eksamen.

Indtil et nyt testsystem er udviklet, har politikerne besluttet, at eleverne skal tage Folkeskolens Nationale Overgangstest. Det sker fra på mandag og seks uger frem, og det medfører, at nogle årgange skal til national test to gange i 2022.