Debat

Debat: Øster Starup Skole blev vinderne af VM i hotdog

Vejle Madfest bød en solrig lørdag i juni på konkurrence i nyfortolkning af en af danskernes favoritspise – hotdogen

Publiceret Senest opdateret

Culinary Institute med tidligere Michelin kok Per Mandrup i spidsen havde sørget for rammerne til VM i hotdog. Vejle Madfest bød vejlenserne på et væld af kulinariske oplevelser, hvor man både kunne smage spændende nye retter, lave sin egen smoothie ved at cykle sig til blenderstrøm og sidst men ikke mindst så kunne man støtte et godt formål og købe en lækker hotdog.

Som folkeskole har vi haft mulighed for at tilmelde sig konkurrencen i at lave den mest innovative, smagsfulde og gerne bæredygtige hotdog. I 5. og 6. klasse på Øster Starup Skole startede vi hotdog forløbet op med et besøg af Per Mandrup og en af hans ansatte, som i 1,5 time fangede

elevernes interesse. Der blev fortalt om grundsmage, om den bæredygtige tilgang med bl.a. melorme og hvordan man kan arbejde innovativt med madfremstilling. Flere elever fik brudt nogle personlige grænser, da vi fik tilbudt at smage på stegtemelorme. Positiv overraskelse at de smager lidt som chips.

Efterfølgende i madkundskab er eleverne i grupper kommet på en nyfortolkning af den kendte hotdog. Per bad om, at smagen var i højsæde, men samtidig måtte eleverne gerne tænke på klima og sundhed. Der kom 8 forskellige bud frem, og eleverne fik lov til at stemme om, hvilke vi skulle sende ind til konkurrencen.

Vi endte med at sende disse fire bud ind: Brød med pulled pork, lyserødt coleslaw og barbeque stegt spinat på toppen. Burger forklædt som hotdog med oksekødspølse, spinatblade, ketchup, råsyltede rødløg, stegt bacon og cheddarost. Gourmet med kyllingepølse, stærk salsa, råsyltede rødløg og smørstegte asparges. Banana split, hvor brødet var en amerikansk pandekage og fyldet var banan, trefarvet is, flødeskum, karamelsauce og hakkede ristede nødder.

Med vores indsendte forslag krydsede vi fingre for at komme med i konkurrencen, men vi havde ikke regnet med at rende med alle fire pladser. Vores skole har de sejeste elever.

Lørdagen kom, solen skinnede på en blå himmel og masser af købelystne gæster var mødt frem. Vi startede salget kl. 11.00, efter Per havde præsenteret konkurrencen fra scenen. Eleverne skulle lige finde rytmen i at producere hotdogs og samtidig gøre lidt reklame for salget, men der gik kun ganske kort tid, før de 13 elever havde meget travlt.

Nogle af eleverne var de fødte sælgere, og der røg den ene lækre hotdog over disken efter den anden. Hver hotdog kostede 25 kr, men kunderne måtte gerne betale mere. Kunderne skulle i deres mobilpay skrive, hvilken hotdog de havde købt, da antallet var en del dommernes vurdering i konkurrencen. Overskuddet fra salget gik til velgørenhed. Projektet JunkFood, som støtter mad til de udsatte.

Kl. 12.30 skulle en fra hver gruppe op foran de to dommere på scenen og præsentere deres hotdog. Eleverne havde øvet sig, men var stadig lidt nervøse. Der var rigtig mange tilskuere.

Stolt madkundskabslærer kunne opleve sine elever beskrive deres bidrag ud fra smag, konsistens og udseende. En af mine elever var endda så frisk, da han helt naturligt sagde: “så indeholder den spinat - og det bliver man stærk af”.

Dommerne smagte på de fire, og alle fire bidrag fik rosende ord. Hvem der var bedst, måtte vi vente lidt endnu med at få at vide, og kl. 13.15 måtte vi melde alt udsolgt, trods vi skulle have solgt hotdogs indtil kl. 14.00.

Arrangementet var en kæmpe succes, og mens vi fik ryddet boderne op, talte dommerne stemmerne fra salget op. Endelig var Per klar på scenen til at fejre alle holdene med en medalje for deltagelse, men også at hylde vinderholdet med guldmedaljer. Vinderholdet blev gourmet hotdogs, men i mine øjne var alle fire bud vindere. Alle 13 elever knoklede og gjorde det bedste, de kunne.

Med os hjem tog vi det særprægede hotdog trofæ, som vi med stolthed vil have stående i vores skolekøkken, en fantastisk dag i bagagen og en stor oplevelse rigere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler