Nordea giver en million legat-kroner til lærerstuderende
Er du lærerstuderende, og vil du studere i udlandet i en periode, så kan du søge om økonomisk støtte hos Nordea-fonden. Mellem 10.000 og 30.000 kroner kan du få.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som noget nyt kan de af landets 64.000 professionsbachelorstuderende, der vil på studieophold i udlandet, søge legatpenge hos Nordea-fonden. En million kroner har fonden sat af i år som et forsøg. Hidtil har fonden doneret kun doneret støttekroner til kandidatstuderende, der vil på studieophold i udlandet. De får fem millioner om året. Men nu har Nordea altså lagt en million oveni til professionsbachelorstuderende.
Målet er internationale netværk
Målet er at styrke de studerendes faglighed, internationale netværk og horisont.
"Vi hører fra de mange studerende, vi støtter, at deres udlandsophold styrker deres faglige profil, giver dem et internationalt vidennetværk og et mere globalt udsyn. Fonden vil gerne understøtte, at også professionsbachelor-studerende rejser ud i verden og tager en del af deres uddannelse der. Derfor håber vi på mange gode ansøgninger til det nye legat," siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden, i en pressemeddelelse fra fonden.
Undervisningsminister Tina Nedergaard støtter initiativet.
"Det er utroligt positivt, at andre end regeringen også bakker op om at støtte internationaliseringen af professionshøjskoler. Det er til glæde for den enkelte studerende og samfundet som helhed at vores dygtige unge høster erfaringer i udlandet under deres uddannelser," siger Tina Nedergaard.
Initiativet vækker glæde hos Stefan Hermann, rektor på Professionshøjskolen Metropol: "Vi vil gerne have flere rejser ud, og vi håber, at Nordea-fondens legat vil stimulere flere til det. Udlandsophold de rigtige steder er med til at skabe bedre lærere, sygeplejersker og så videre. I dag er det begrænset, hvad der findes af legater til vores studerende. Vores studerende har lang tradition for at tage af sted i praktikophold, men med øget fokus på internationalisering rejser studerende også i stadig større omfang af sted på studieophold."
Ansøgningsfristen for Nordea-fondens legater er 1. maj og 1. november 2011 - der er link til ansøgningsskemaet til højre.
Fakta om legatet
Legatet gives til professionsbachelorstuderende, der opfylder nedenstående kriterier:
. Studieopholdet skal omfatte undervisning eller praktik i udlandet i en sammenhængende periode af mindst 3 måneder.
. Under udlandsopholdet skal man være tilknyttet en uddannelsesinstitution eller praktiksted.
. Undervisningen/praktikken være en integreret del af et dansk uddannelsesforløb, og godkendelse i form af merit eller tilsvarende fra den studerendes danske uddannelsesinstitution skal dokumenteres.
. Man skal have afsluttet mindst et år af sin professionsbacheloruddannelse inden påbegyndelsen af det udlandsophold, der søges om støtte til. Er andet år ikke afsluttet på ansøgningstidspunktet, kan et eventuelt legat først udbetales, når der fremsendes dokumentation for dette.
. Man må som udgangspunkt ikke være berettiget til løn/dagpenge under opholdet.
. Man må gerne modtage SU.
. Man ikke tidligere have modtaget et legat til studieophold i udlandet fra Nordea-fonden.
I 2008/2009 tog 1.071 professionsbachelorstuderende en del af deres uddannelse i udlandet.