Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Vi sidder i klasseværelset. Det er bare mig og hende og et par stykker mere.

”Mette, kan du gætte, hvad jeg vil tegne?”

Jeg smiler til hende.

”Ja”, siger jeg, for jeg ved det. Hun har tegnet det samme igen og igen de sidste uger. 

”Du vil tegne det palæstinensiske flag”.

”Hvor vidste du det fra?” Hun ser spørgende på mig.

”Jeg ved, at det betyder meget for dig, det, der sker dernede”.

Hun siger ikke noget, men tegner videre.

Hun siger ikke så meget mere de næste 10 minutter, hun tegner bare. Det ene Palæstina-flag efter det andet.

Den seneste måned er hun nærmest helt stoppet med at lege. Alt i hende handler om konflikten i Mellemøsten. Hun er otte år.

Krigen fylder i danske skoler

Krigen er så langt væk, og alligevel er den fuldstændig nærværende for masser af danske børn, som har fået konflikten med sig hjemmefra og ind i skolen.

Det fylder i projektopgaverne, i dansktimerne, i samfundsfag, i emneuger og sikkert også i frikvarterne. Det fylder hos dem med rødder i Mellemøsten, men også hos deres kammerater.

Jeg arbejder selv som skolepædagog, og da Rusland angreb Ukraine, brugte børnene tid på at spørge mig og mine lærer- og pædagogkollegaer i indskolingen, om krigen kunne komme til Danmark.

Denne gang oplever jeg, at jeg i langt højere grad bliver afkrævet en holdning til parterne. ”Kan du lide dem i Israel, Mette?” var der en dreng, der spurgte mig.

På mine egne børns skole er der blevet tegnet hagekors på bygningerne.

Kæmpe opgave for lærere og pædagoger

Det stiller lærere og pædagoger i den danske folkeskole over for en kæmpe opgave.

For konflikten i Mellemøsten har skabt en polarisering i samfundet, vi ikke har set længe. Om vi vil det eller ej, bliver vi, som arbejder i skolen, dem, der kan være med til at bygge de vigtige broer, måske ikke mellem de yderste poler, men de mange øer imellem.

Det er nok de færreste lærere, især på mellemtrinnet og i udskolingen eller klubpædagoger, der i de seneste måneder ikke har måttet forholde sig til konflikten på en eller anden måde. Sige nej til fake news, mægle mellem de uenige, stå fast på nuancerne, svare på spørgsmål, som børnene ikke tør stille derhjemme. Tage sig af børn i krise.

Og det er det, skolen og fritidsinstitutionerne kan. På én gang rumme forskellige holdninger og følelser, men på samme tid også udfordre dem.

Så vi sikrer, at alle børn lærer at lytte og forstå, og at alle synspunkter kan komme til udtryk. At selv når man mener noget stærkt, kan andres holdninger skabe eftertænksomhed.

Det er kernen i demokratiske dannelse.

Det er det, der er skolens opgave; at skabe demokratiske borgere. Og demokrati trives dårligere i polariserede samfund.

Da pigen, der tegner palæstinensiske flag, har siddet der i 10 minutter, spørger jeg hende, om vi ikke skal tegne et andet flag sammen. ”Hvilket,” spørger hun?

”Hvad med Syriens? Er det ikke derfra, din farfar kommer?” Hun nikker.

”Ved du godt, at der ikke altid har været krig i Mellemøsten? At engang levede jøder og muslimer ved siden af hinanden i fred.”

Hun kigger på mig. Jeg kan se, hun tænker.

Så smiler hun.

”Kan du finde mange flag til mig? Flag fra hele verden?” Vi finder flag og snakker om dem. Hvor forskellige de er, og hvor flotte mange af dem er.

Den dag på SFO’en tegnede hun ikke kun det palæstinensiske flag, men også det syriske, det mexicanske og Barcelonas.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk