Vi har flere grupper af børn og unge, som er meget direkte berørt af krigshandlingerne, skriver lærerne Lajal Nabil Salale og Konni Nørlum.
Vi har flere grupper af børn og unge, som er meget direkte berørt af krigshandlingerne, skriver lærerne Lajal Nabil Salale og Konni Nørlum.

Lærere: Vi har ikke brug for konfliktoptrappende retorik, Tesfaye

Vores opgave som lærere er ikke at skulle stå på mål for regeringens politiske linje i forhold til krigen mellem Israel og Hamas. Tværtimod skal vi have ro til at tage hånd om de børn og unge, som er personligt og følelsesmæssigt berørt af krigen, lyder det fra to lærere.

Publiceret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Krigen mellem Israel og Hamas er rykket ind i både klasseværelser og skolegårde, og det får nu børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til at reagere”, læste vi på TV2 for nylig.

Dejligt tænkte vi, for der er brug for, at vi som lærere og pædagoger tager hånd om alle de børn og unge, som enten direkte eller indirekte er berørt af krigshandlingerne, og at vi skaber rum for, at de kan tale om det.

Omsorg for børnene generelt og en anerkendelse af krigens rædsler for de berørte er imidlertid ikke undervisningsministerens ærinde her. I stedet mener Tesfaye,  ”at det primært er én side af den polariserede konflikt (den jødiske), der er ramt.” 

Problemet omhandler især antisemitisme, lyder det fra ministeren, og det er eksempler på den form for racisme, der nu får ham til at reagere med en klar opfordring til sanktioner og hjemsendelser af børn.

Ministeren glemmer, at mange børn er berørt

Hvad Tesfaye helt overser eller måske med vilje ignorerer, er, at vi har flere grupper af børn og unge, som er meget direkte berørt af krigshandlingerne, fordi deres familier har palæstinensiske eller jødiske rødder og derfor måske har mistet et eller flere familiemedlemmer i krigshandlingerne. At familier og børn og unge lever i konstant uro og angst over situationen, hvilket naturligt nok giver et stort følelsesmæssigt engagement.

Udover det har vi en del familier, der inden for de senere år er flygtet fra krig (det gælder bl.a. familier fra Syrien og Ukraine), som har et usikkert opholdsgrundlag i Danmark og derfor kan have en reel frygt for at blive sendt tilbage til et krigsplaget land. Den igangværende krig kan rippe op i krigstraumer og sætte gang i følelserne hos disse børn og unge i disse familier.

Ydermere har vi en politisk situation i Danmark, hvor regeringen entydigt tager parti for den ene side i konflikten, hvilket også kan afstedkomme en forståelig følelse af uretfærdighed, skuffelse og vrede over et Danmark, hvor alle børn og unge tilsyneladende ikke er lige meget værd. Faktisk er det regeringen selv, der i høj grad giver næring til den omtalte polarisering.

Ikke brug for sanktionerende retorik

Vi anser ikke vores opgave som lærere værende at skulle stå på mål for regeringens politiske linje, men at møde vores elever på det menneskelige plan, være der for alle børn og unge, lytte til deres bekymringer, tanker og holdninger, hjælpe dem med at bearbejde det, der er svært, og sørge for at klasseværelset og skolegården respekterer alle, uanset deres forskellige baggrunde.

Vi har ikke brug for konfliktoptrappende og sanktionerende retorik fra undervisningsministeren, men ro til at tage hånd om de børn og unge, som er personligt og følelsesmæssigt berørt af krigen (noget vi i Danmark tidligere har været gode til) – og samtidigt give plads til diskussion og refleksion.

Med folkeskolens formålsparagraf 1, stk. 3 in mente, må vi i folkeskolen tage på os at stå på mål for åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

'Folkeskolens formål, § 1,

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.'

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Powered by Labrador CMS