Kronik

Stop grædekoneriet

Den danske fagbevægelse, herunder DLF, har gode betingelser for at bevare indflydelsen - men Lærerforeningens strategi er håbløst forældet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Beklagelser over manglende opbakning fra medlemmerne, over manglende politisk anerkendelse og indflydelse og over mediernes manglende interesse for at bringe positive fagforeningshistorier florerer.

»Det er op ad bakke hele tiden«, hører man ofte fra de faglige ledere. Grædekoneri, siger jeg. Betragtet komparativt har de faglige organisationer i Danmark stadig unikt gode udgangsbetingelser for at blive eller blive ved med at være indflydelsesrige. Men det kræver, at de bliver bedre til at læse udviklinger, analysere omverdensbetingelserne og indflydelsesmulighederne, at de udvikler stærkere evner til strategisk tænkning og styrker de direkte handlekompetencer, der sluttelig skal bringe indflydelse. Det er ikke en snæver ledelsesopgave, men et spørgsmål om at udvikle, hvad jeg vil kalde kollektiv intelligens i organisationen.

LO's medlemstal falder, men FTF's går frem. En FTF-medlemsorganisation som Danmarks Lærerforening skulle således - strukturelt set - have medvind fremover, da analyser viser, at det også er her, fremtidig jobskabelse formodes at ske, og ved fastholdt højt medlemsniveau skulle det kunne give flere medlemmer og medlemskroner til organisationen. Indflydelse på skolepolitikken og »det pædagogiske« vil også fremtidigt være et opmærksomhedsområde for foreningen, men betingelserne for at få indflydelse har ændret sig. Det har vist været organisationsopskriften siden slutningen af 1980'erne; man skulle »gå på to ben«, som et par arbejdsmarkedsforskere foreskrev det for foreningen, da de var hovedleverandører af strategiinput til den daværende formand Martin Rømer (Due og Madsen, 1990). Tankegangen synes at leve videre i foreningen. Men den er håbløst forældet, vil jeg hævde, og jeg skal søge at begrunde, hvorfor interessevaretagelse under nye betingelser kalder på en udvidet forståelse og en ændret strategilægning. Foreningens evne til at mobilisere og udnytte medlemspotentiale og den kollektive intelligens kommer på prøve, hvad der er det samme som at sige, at det er politikfaktorer, der meget er afgørende for, om DLF også fremover vil være funktionsduelig og indflydelsesrig.

Det er interessant som udenforstående at konstatere, at de hyppige ændringer af folkeskolelovens formålsparagraf hidkalder sig så stor opmærksomhed, når man ved, at en politik ikke er bedre end sin implementering. Formelle formuleringer i en lov er en papirtiger, indtil der er sket gennemførelse i praksis. Og her har de cirka 70.000 folkeskolelærere et stort ord at skulle have sagt, eftersom det er dem, der i praksis fører politikken ud i livet i samspil med børnene, forældre og andre, der er medinddraget i implementeringsfasen. Det forudsætter naturligvis igen, at der er en mere end minimal enighed lærerne imellem om, hvad de vil med undervisning og socialisering af børnene. Det er fagforeningsregiet en ganske velegnet ramme for at drøfte og nå til fælles forståelse omkring.

Samfundets politiske økonomi med velfærdsstatens politikker i centrum er dernæst et helt afgørende interessefelt. Hvad der imidlertid heller ikke synes at være gået op for DLF, er, at strategien med at »gå på to ben« helt forbiser, at folkeskolens virke er og bliver ændret af den forvaltningspolitik, som med New Public Management (NPM) afgørende har omplaceret på funktionskrav, styring og behandling af lærerne som ansatte. Kontraktstyring, rationaliseringer, brugerindflydelse, økonomibalancer og nye ledelsesfilosofier og -praksisser er del af den nye forvaltningsvirkelighed. Denne form for modernisering har stille revolutioneret den offentlige sektors indretning og virke gennem de seneste to årtier. Og det har sat de semi-professionelle grupper - som DLF tilhører - som modstandere frem for medspillere i ændringerne. Styrkelse af ledelsen er del af samme bevægelse. Og 1990'ernes decentralisering er styringsmæssigt vendt til en ny statslig centraliseringsbevægelse.

»Firmatiseringen« af den offentlige sektor og en delvis central »manualisering«, hvor der ovenfra udstikkes krav til metoder og fremgangsmåder i det decentrale virke, kombineret med øget brugerindflydelse nedefra har ganske vidtgående fået sat de ansatte og deres organisationer under pres. De er langt hen ad vejen sat uden for de afgørende beslutningsprocesser og i stedet sat til at dokumentere tidsforbrug, opgaver, elevprogression og resultater. Synlighed og gennemsigtighed er sat op som mål for »systemets« performance, og benchmarking er noget, der både kan laves indenlands (blandt andet ved at offentliggøre elevernes karakterer på nettet) og internationalt-komparativt (Pisa-undersøgelser). Forvaltningspolitikken har ydermere haft den store fordel, at politikerne ikke interesserer sig for den, hvorfor ledende forvaltere med international inspiration fra OECD og andre private foreninger har kunnet ændre basalt på den offentlige sektors indretning og virkemåde. NPM propaganderer en »one size fits all«-løsning - og den er også trukket ned over det danske universelle velfærdssystem, hvad der indebærer, at forvaltningsforandringen ligeledes har involveret skolesystemet.

Der er således sket en re-kalibrering af folkeskolen, som DLF ikke synes at have været særlig opmærksom på, og hvor en fremtidig opmærksomhed, vidensopbygning og interessevaretagelse må udvikles, hvis medlemmerne ikke helt skal miste indflydelse på implementering af folkeskoleloven. Man skal altså ikke gå på to ben, men på tre, hvis man vil sikre medlemmernes interesser. Det kalder i sidste instans også på en udvidet interesse for velfærdsstatens udvikling, det vil sige for vores politiske økonomi, og det kan også gælde den omverden, som med klimaforandringer og omverdensudvikling kan føles truet, hvis der ikke kollektivt og internationalt bliver valgt politiske indgreb.

Er der så tale om en aktuel krise for interessevaretagelsen gennem fagforeningen DLF? Det er der ikke meget, der taler for. Medlemmerne flygter ikke en masse fra fagforeningen, DLF har via den kollektive overenskomstvej muligheder for at sikre medlemmerne stadige forbedringer (i samarbejde med andre i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte og det, der kommer efter om fem-ti år), foreningen er ikke koblet af de politiske beslutningsrunder, og synligheden i medierne er heller ikke lav (om end tydeliggørelse af budskaber nok har store forbedringspotentialer, for nu at sige det mildt). Så der er ingen baggrund for nogen dansk krisediagnose.

Der er imidlertid grund til at genoverveje det strategiske afsæt i en »gå på to ben«-opfattelse, hvor forvaltningspolitikken indtil videre er udgrænset. Det er ikke et adækvat grundlag for fremtidigt at få indflydelse på de politikker, der reelt afstikker muligheder i dagligdagen for medlemmerne for at gøre et godt stykke arbejde, sikre et udviklende arbejde og få en rimelig anerkendelse for indsatsen - samfundsmæssigt, standsmæssigt og pekuniært. Men for at nå en sådan anerkendelse må foreningen stærkere gå ind i kampen om og for offentlige værdier og for sikring af fagligt relevante forvaltningskriterier.

Hvis det er fælles behovsdækning frem for individuel nytte, der skal være grundlaget for et velfærdsbegreb, fordrer det, at de faglige organisationer tør vedstå sig et sprogbrug og en værdiudmelding, der er i overensstemmelse hermed, og at man ikke vedvarende hopper med på de moderne managementbegrebers næsten nyreligiøse tale og glatte måde at fremstille mål og midler på. Folkeskolelærernes fælles begreber, metode og etik er sammen med dispositions-, interaktions- og udviklingsmuligheder i dagligdagen dele af den faglige identitet; og det må tydeliggøres som en forudsætning for en velfungerende folkeskole og den fællesstiftende læring og dannelse, der finder sted herigennem.

Gør man ikke noget - og dermed lader italesættelserne, man­agementbegreberne, markedsmæssiggørelsen og individualiseringen få lov at køre videre - ender man med at blive tilskuer til sin egen afmægtiggørelse. Det bidrager med sikkerhed ikke til nogen glorværdig fremtid for fagbevægelsen. Der er en idé- og værdikamp, som fagbevægelsen fremtidigt skal være bedre til at udkæmpe, for at kunne sikre bedre anerkendelse og rammer for medlemmernes glædesfyldte indsats i hverdagen. Som den svenske fagforeningsøkonom Rudolf Meidner påpegede, er organisatorisk styrke uden ideologi som form uden indhold. |

Læs DLF's kommentar til Henning Jørgensens kronik på side 34

»Man skal altså ikke gå på to ben, men på tre, hvis man vil sikre medlemmernes interesser«
Powered by Labrador CMS