Anmeldelse
Klasse- og læringsledelse
Klasse- og læringsledelse
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tiderne skifter. Denne bog handler om klasse- og læringsledelse. Andre toner end de dominerende modetendenser i 1970'erne og 80'erne. Læreren har ansvaret for, at alle elever lærer mest muligt på den måde, der passer bedst til dem. Det sker kun, hvis læreren leder og styrer og skaber fleksible læringsmiljøer, formulerer præcise faglige mål ud fra trinmålene og evaluerer systematisk. Eleverne skal også lære at formulere mål og evaluere sig selv. Forfatterne tager udgangspunkt i Knud Illeris' læringssyn, i systemisk tænkning, teorier om læringsstile og Appreciative Inquiry.
Fakta:
Titel: Klasse- og læringsledelse
Forfatter: Lene Skovbo Heckmann, Karina Landsbo Villumsen
Pris: 998 kroner
Sider: 202 sider
Type: Bog
Forlag: Dafolo
Materialets styrke er dets mange gode ideer til indretning af fleksible læringsmiljøer, målformulering og evaluering, udarbejdelse af årsplaner og undervisningsforløb inden for dansk, matematik, engelsk, billedkunst og kristendomskundskab. Andre fag inddrages kun sporadisk. Der er grundige afsnit om elevplaner, hvor forfatterne koncentrerer sig om dansk, engelsk og matematik.
Materialet betegnes som en kopi- og arbejdsmappe. De fleste kopierbare ark til elever og lærere virker overflødige. Materialet kunne sagtens have været udgivet som en ren idébog. Svagheden ved materialet er, at forfatterne vil favne så meget, at behandlingen af de enkelte emner undertiden bliver overfladisk.
Hensynet til elevernes læringsstile bliver så dominerende, at de blokerer for en sammenhængende, helhedspræget, fagdidaktisk tænkning. I dansk gælder det for eksempel en mangelfuld behandling af tekstarbejde og skriftlighed. Klassetrin, fag og emner er udvalgt for sporadisk.
Men alt i alt et nytænkende og brugbart idémateriale til lærerens ledelse - både af emotionelle, sociale og faglige læreprocesser.