Khalid Mahmood er direktør for Labour Education Foundation, som med international støtte arbejder på at opbygge og uddanne fagforeninger Pakistan

Kæmper for et offentligt skolevæsen til alle børn i Pakistan

Grunden til den voksende islamiske fundamentalisme i Pakistan lægges i de 80.000 madrassaer, koranskoler. Det mener Khalid Mahmood fra Labour Education Foundation, som med støtte fra DLF driver en lille skole for børn i det jordskælvsramte Kashmir.

Offentliggjort Sidst opdateret
Jamal Bakhteyar fra STS og Københavns Lærerforening har besøgt skolen i Paniola i Kashmir

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"De fleste madrassaer er kostskoler - de tilbyder tag over hovedet, tøj på kroppen og mad. Og i mange landsbyer er der ikke nogen offentlig skole, så fattige forældre har ikke noget valg. Hvis regeringen og militæret virkelig ville gøre op med terrorismen, skulle den nationalisere madrassaerne", mener Khalid Mahmood. Han er direktør for Labour Education Foundation i Pakistan og medlem af bestyrelsen for International Federation Workers Education Association - organisationer, der har til formål at støtte faglig organisering og uddanne tillidsvalgte til arbejdet.

I forbindelse med en rundrejse i de nordiske lande har han netop besøgt den lille danske nødhjælpsorganisation STS International Solidarity og DLF, som gennem STS har givet 10.000 kroner til en skole i Paniola i Kashmir. Labour Education Foundation driver skolen for godt 100 forældreløse børn, der blev berørt af jordskælvet i 2005.

Regeringsansatte må ikke være i en fagforening

Fagbevægelsen var stærk i Pakistan ind til undtagelsestilstanden fra 1979-1985, hvor organisering blev forbudt. Siden er der igen kommet stærke faglige organisationer på nogle dele af det pakistanske arbejdsmarked, men for regeringsansatte er det stadig ikke tilladt at være medlem af en fagforening.

"Så lærerne har foreninger (associations, red.), ikke fagforeninger (unions, red.)", forklarer Khalid Mahmood. Men selvom lærerforeningerne for eksempel ikke kan forhandle løn, har lærerne ind i mellem været på gaden i faglig kamp - eksempelvis sidste år, hvor de demonstrerede for højere løn. Tidligere var lærerjobbet en sikker, fast indtægt. Men i de seneste år har der ikke været lærerstillinger nok, og lærerne bliver ikke længere fastansat, men ansættes på kontakt uden pensionsordning og sundhedssikring, rejsepenge og andre goder. Mange lærere giver derfor privatundervisning om aftenen til børn og unge, hvis familier kan betale for ekstraundervisning.

Foruden at støtte nyetablerede fagforeninger og undervise de fagforeningsaktive driver Labour Education Foundation også skoler i det jordskælvsramte Kashmir, hvor fattige forældreløse børn kan få gratis skolegang og skolebøger. Den første skole, i byen Paniola, blev åbnet i 2007. Den finansieres af midler indsamlet af STS International - omkring 50.000 kr. per år. Danmarks Lærerforening har bidraget med 10.000 kr.

Læs mere