Debat

En ny analyse konkluderer, at det er de bedste lærere, der forlader folkeskolen, men den halter på flere punkter, mener lærer og debattør Morten Korsbakke.

Lærer revser analyse: Vi knokler hver dag, og så siger de, at vi er de dårligste

Ny analyse har regnet sig frem til, at det er de dygtigste lærere, der forlader folkeskolen. Men analysen er både tyndbenet og utilstrækkelig, mener lærer Morten Korsbakke.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Ifølge Mark Twain findes der tre former for løgn: løgn, forbandet løgn og statistik.
Sådan tænker jeg, når jeg læser overskriften fra Berlingske i weekenden: “Ny analyse: De bedste lærere får på stribe nok af folkeskolen”.

Overskriften baserer sig på en ny analyse fra revisionskoncernen Deloitte og tænketanken Kraka, og den konkluderer, at de dygtigste lærere generelt bliver kortest tid i folkeskolen.

Man skal altid være varsom med at træde ind på andres domæne, og man bør derfor gøre sig ekstra umage, inden man drager konklusioner. Generelt vil man inden for dataanalyser tale om datakvalitet og datarelevans. Og det virker til at knibe gevaldigt på de punkter, når man kan læse sig frem til, at tænketanken ikke har haft data til at undersøge sammenhængen mellem lærerens direkte bidrag til elevernes faglige niveau og tendensen til at forlade folkeskolen - og at det derfor alene er lærerens bidrag til elevernes trivsel, der er taget udgangspunkt i.

Umiddelbart burde analysen i mine øjne være stoppet ved, at man ikke har den rigtige data, men her vælger man så, at lave én-til-én overførsel mellem at være en dygtig lærer og have elever, der scorer højt i en trivselsmåling.

På et punkt har de dog ret - der er mange dygtige lærere der stopper - alt for mange.

De dygtigste gør en forskel dag efter dag efter...

Analysen

At være lærer er ikke en sprint, men nærmere et maraton eller måske et ekstremløb. De dygtigste lærere er efter min mening dem, som dag efter dag efter dag gør en forskel for elever og kolleger.

Sandt at sige, så er der nok at slås med i den danske folkeskole. En ofte mislykket inklusionsopgave, elendig økonomi, lærermangel og dårlige arbejdsforhold mange steder, for blot at nævne nogle - vi behøver ikke også, at Berlingske og Deloitte/Kraka fortæller os, at vi, der hver dag knokler i den danske folkeskole, og som i stor udstrækning lykkes med det, vi gør, er de dårligste af lærerne.

Hvis I vil sige noget om lærere, så kom og besøg os, snak med os og lav så en kvalitativ analyse på baggrund af relevante data. Start eventuelt med at undersøge og definere, hvad en dygtig eller god lærer er. Hvis I har brug for et par hints, så kom og få en snak med mig, I skal være så velkomne - men før I har den relevante data, så vær søde at spare os lærere i folkeskolen for nedladende artikler om vores evner og kvaliteter.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk