Foto: Henning Brinchmann
Henning Brinchmann
Historiebog på nettet
En klasse fra Den Classenske Legatskole sad ved tasterne, da Geografforlaget i går præsenterede 'Den Digitale Historiebog'. Foreløbig rummer den virtuelle bog undervisningsmateriale om vikingetiden og Romerriget.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg må sige, at de er frygteligt lærenemme, når de får lov at arbejde ved computeren", siger klassens historielærer, Karen Bramming.
"Det er en fordel, især for de læsesvage, at de kan søge direkte i materialet og lynhurtigt finde svaret på de opgaver, jeg stiller dem".
Og i 4.-5. klasse, hvor hun har prøvet vikingetidsmaterialet 'Langskibet' af, er hun ikke bekymret for, om eleverne søger så præcist, at de slet ikke lærer andet end det, de får opgaver i:
"De er så nysgerrige og videbegærlige, når det gælder vikingetiden".
Klassen har også været på forsøgscentret i Lejre og ikke mindst til medspilsteater på Nationalmuseet:
"Det har vi også prøvet, da vi arbejde med stenalderen og bronzealderen, og det er noget, børnene kan huske. De lever sig ind i det og fører sig på en helt anden måde, når de bliver iført så flotte kopier af tøj fra vikingetiden".
Ved præsentationen af Den Digitale Historiebog på Nationalmuseet i går, fik børnene roller i et kulturmøde mellem arabere og vikinger. Klassen har en islandsk elev og flere mellemøstlige og nordafrikanskfødte børn, så der blev talt flere sprog, præcis som da vikingerne handlede med araberne for over 1000 år siden.
Det er lektor Henning Brinchmann, der har redigeret Den Digitale Historiebog:
"Gennem oplevelsen, der rummer nærhed og fylde, får individet mulighed for at erkende sammenhæng i livet - her kan tilværelsen tydes og udlægges. I modsætning til den kognitive erkendelsesform må sproget her give udtryk for indføling, åbenhed, engagement og intuition. Et sådant sprog - mythossproget - findes ikke i den traditionelle lærebog. Det findes i romanen, fortællingen, filmen, ja i al kunst", sagde han ved præsentationen og fremhævede også, at man med den nye netbaserede lærebog reducerer kompleksiteten i brugen af Internettet og lægger op til, at eleverne ikke surfer bevidstløst rundt på nettet. Aktuelle problemstillinger og ny faglig viden vil løbende kunne indbygges i materialet samtidig med, at det bygger på en fælles historisk grundviden.