Det er flot bog med et sympatisk indhold, en bog, man straks
får lyst til at bladre i. Formatet er kvadratisk, og der er mange gode farvefotografier. Teksten emmer af forfatterens optagethed af skolens virke og
lærergerningen, og så er der fokus på de lidelser, som skoleelever op gennem
historien har været udsat for.
”Man kan godt blive forstemt ved tanken om disse hærskarer
af børn, der gennem tiden har måttet lægge krop og sjæl til inhumane
afstraffelsesmetoder i deres skoletid”, skriver den tidligere lærer, skoleleder
og forvaltningschef, Eyvind Hogstad, i sit forord og tilføjer så, at det ”som
modvægt” kan være nødvendigt at finde beskrivelser af samvittighedsfulde og
empatiske lærere, som der ”trods alt har været flest af”, og som har haft stor,
positiv betydning for deres elever - ofte langt ud over skoletiden.
Det er altså ikke en bog, der skal eller kan vurderes efter
faghistoriske kriterier. I erkendelse af, at han ”ikke er historiker, men
skolemand”, kalder Hogstad bogen for et essay. Det er først og fremmest en bog
med meninger om skolen og lærernes vilkår og muligheder. Men som anmelder
ærgrer jeg mig alligevel lidt over, at Hogstad ikke har været i dialog med
faghistorikere undervejs i skriveprocessen, for der er masse af gode, relevante
citater fra historiske kilder, men vurderingerne bliver ofte til rene synsninger.
Problemet illustreres tydeligt på bogens sidste side, hvor Hogstad
fortæller, at digteren Jakob Knudsen ”meget smukt” har sagt, at det for skolen gælder
om ”at tørre duggen af sjælens rude”. Citatet ”leder tanken hen på den nænsomhed, omsorg og forståelse, som det enkelte barn
bør mødes med i skolen, og som bør understøttes af passende krav i forhold til
personlig og arbejdsmæssig adfærd”, mener han. Men at det er et Jakob Knudsen-citat,
der bruges, viser, hvor varsom, man skal være med fortolkning af kilder. Jakob
Knudsen gik bestemt ikke ind for nænsomhed, og hans reaktionære holdninger til
opdragelse er frit brusende i ”Lærer Urup” uden den mindste inspiration til en
human skole med ”nænsomhed, omsorg og forståelse”.
Selv om Hogstad i sine nedslag i mange historiske helt fra
reformationen fremhæver arvesynden som begrundelsen for, at forældre, lærere og
andre kunne tæve løs på børn, sætter det sig ikke igennem i hans fortolkninger
af kilderne. At degne og skolelærere var elendigt aflønnede og dårligt eller
slet ikke (ud)dannede, får han derimod flot illustreret med mange fine citater.
I 1700-tallet var den ”faglige baggrund” for de 12 degne på Mols for eksempel,
at én havde været skriver på en herregård, én var tidligere handelsmand, fire
var skoleholdere og så var der en kusk, en tjener, tre underofficerer og en
student. Deres løn var ofte på sultegrænsen og på linje med en røgterdrengs, plus
afgrøder fra en beskeden jordlod, almisser og lidt skolepenge - som bønderne
ikke var ret villige til at betale.
”Hug og slag i skolen”, som er bogens titel, gives der mange historiske
eksempler på og fortællingen om lærerinden, der i 1906 nøjedes med at få at
vide, at hun ikke måtte give lussinger, viser fint, hvor stor den almene
forståelse var fysisk afstraffelse. Frøken Jørgensen var angiveligt flittig til
at slå med både spanskrør og lineal, og hun langede lussinger ud, så eleverne
skreg højt. Men da hun havde tampet løs på lille Karl i forskolen, fik faren nok
og klagede. Frøken Jørgensen erkendte, at hun brugte spanskrøret, og at hun
havde givet Karl en lussing, men alt andet benægtede hun. Efter seks år på
skolen havde hun kun modtaget syv klager; det forekom hende beskedent. Og selv
om klagen røg helt op i amtsrådet, slap hun for yderligere tiltale.
Eyvind Hogstad citerer skolehistoriker Ellen Nørgaard for i sin
doktorafhandling ”Tugt og dannelse” at konkludere, at de historiske kilder
”giver indtryk af, at de fleste forældre ikke har fundet skolens anvendelse af
legemlig revselse forkastelig. De synes snarere at have anset læreren som en
substitut for deres myndighed, og de syntes at have tilsluttet sig skolens
opdragende virksomhed”.
At ”volden i skolen i dag er rettet mod læreren”
formodentlig skyldes ”den fatale skolereform”, og svigt fra kommuner, skoler og
forældre, mener Hogstad - uden af begrunde vurderingen. Årsagerne ”er legio”, skriver
han.
