Anmeldelse
Ung i 70’erne
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Er man ikke rød, når man er ung, har man intet hjerte, og er man ikke konservativ som ældre, har man ingen hjerne, er det sagt. Lidt af det samme er forfatteren inde på i forordet, blot mener han, at man godt kan være både rød og grå, og det er sandt så er der bare lige det med hjernen. Mon samfundsudviklingen er en effekt heraf?
Efter de to bind om henholdsvis 1950erne og -60erne danner bøgerne en serie, som nu kaldes Ungdoms-Krøniken, og der er også visse træk fælles med Hammerichs Danmarks-krønike, så det er fint nok. 50er-bogen kaldte på nostalgien og fortalte om en helt anden verden, 60er-bogen dokumenterede, at dette årti ikke var nær så spændende, som myterne fortæller det skyldes især, at 60erne for en stor dels vedkommende forveksles med 70erne.
I tvs mange boligprogrammer nævnes 70erne ofte. Et typisk 70er-badeværelse, -køkken og så videre. Jo, 70erne har sat sig spor og ikke kun i vore boliger. Det var nemlig i 70erne, der var rigtig gang i den, og vel var meget umodent, naivt og direkte tåbeligt, meget ligefrem forbryderisk og har måttet korrigeres siden, men verden blev alligevel aldrig helt den samme.
Reaktionen er sat ind, trætheden, ligegyldigheden, det overfladiske, uengagerede og uvidenheden har bredt sig, så det ligefrem har underholdningsværdi, når nogen ved noget, men der er også en modreaktion. Mange unge vil gerne vide noget, også om 70erne, og her vil denne bog være et godt udgangspunkt og en klar kilde.
I stort format og med mange sort-hvide fotos fra dengang kan læses om Det nye samfund, Thylejren, Christiania, Huset, altså det i Magsstræde, Roskildefestival, Gasolin, Røde Mor og meget mere, som gav livet kulør dengang. Og så er forfatteren glad for et helsidesfoto af en ung, smuk Tine Bryld; det kan man godt forstå.
I øvrigt optræder en lærer fra Albertslund. Han kunne udpege de elever, som var i højrisikogruppen for at skulle ud til den voksende skare af ungdomsarbejdsløse. Thorkild Thejsen var navnet. Jo, der var gang i 70erne, og det skal der også nok blive i salget af denne bog, som mere end lever op til de to foregående, for der er mange, som husker og gerne vil huske.