I en video på Facebook og LinkedIn udlover Aslak Gottlieb et spa-ophold til den, der kan finde en lovlig løsning på Chromebook-udfordringen på Helsingørs skoler.

Helsingør-borger udlover spa-ophold til den, der kan lovliggøre elevernes Chromebooks

Tidligere lærer i Helsingør, nuværende konsulent, Aslak Gottlieb appellerer til teknisk kyndige om at finde en praktisk løsning, der kan give kommunens skoleelever deres computere tilbage, mens juristerne diskuterer.

Publiceret Senest opdateret

På den årlige Skoletube-koncerence forleden tog konsulent Aslak Gottlieb ordet til sidst og gav udtryk for sin ærgrelse over, at tusindvis af kommunalt indkøbe chromebook-computere står ubrugte hen i hans hjemby Helsingør, fordi Datatilsynet har vurderet, at brugen af dem i skolerne er i strid med persondatalovgivningen GDPR.

Han udlovede på stedet et spa-ophold på byens strandhotel til den person, der kan finde en løsning, der gør det lovligt og datamæssigt sikkert for eleverne at bruge computerne på en pædagogisk fornuftig måde, ind til juristerne har fundet den mere overordnede løsning på hele GDPR-problematikken.

"Jeg tror på, at det må bare kunne lade sig gøre", siger han i en video, han har lagt op på Facebook og LinkedIn, og understreger, at det for ham handler om at sende et signal til børnene om, at voksne godt kan finde løsninger, når de tænker kreativt og konstruktivt og fokuserer på det, der kan lade sig gøre, frem for det, der ikke kan lade sig gøre.