"Modulet bliver for alle studerende, for eleverne er ordblinde i alle fag", siger Karina Thøgersen.

Endnu en læreruddannelse vil tilbyde modul om undervisning af ordblinde elever

Til efteråret kan også de lærerstuderende på UC Syd i Haderslev specialisere sig i undervisning af ordblinde elever. Det nye valgfag bunder i en undersøgelse, som viser, at to ud af tre forholdsvis nyuddannede lærere ikke ved ret meget om ordblinde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreruddannelsen i Aarhus har succes med at udbyde et specialiseringsmodul om elever i læse- og skrivevanskeligheder, hvor de studerende blandt andet lærer, hvordan man kan støtte ordblinde elever med læse-skriveteknologi. Ifølge lektor i dansk Grete Dolmer er læreruddannelserne i Aarhus og Nørre Nissum ene om at tilbyde specialiseringsmodulet, men til efteråret følger UC Syd i Haderslev efter.

Lærerstuderende flokkes om at lære at undervise ordblinde elever

"Vi havde en formodning om, at mange lærere ikke kender til undervisning af ordblinde, for vi kan se, at mange forældre klager til Klagenævnet for Specialundervisning på deres børns vegne. Derfor lavede vi for et år siden en undersøgelse med svar fra 155 lærere på Fyn og i Sydjylland, og her svarer to ud af tre lærere mellem 26 og 35 år, at de i mindre grad eller slet ikke ved noget om ordblindhed. Det er der ikke noget at sige til, for der bliver ikke undervist meget i det på læreruddannelsen", siger adjunkt Karina Thøgersen fra Campus Haderslev.

Modulet bliver for alle studerende

Valgmodulet på UC Syd tilbydes til på anden og tredje årgang, og det gælder både lærerstuderende med fremmøde og på net-studiet. I modsætning til hos VIA University i Aarhus bliver modulet ikke kun for studerende med linjefag i dansk.

"Modulet bliver for alle studerende, for eleverne er ordblinde i alle fag. Jeg håber, at også mandlige studerende fra blandt andet matematik og fysik vælger modulet, for vi kan se i vores undersøgelse, at mænd ikke interesserer sig for ordblinde elever. Mens ti procent af kvinderne betegner sig som fagspecialist i ordblindhed, er tallet nul procent for mænd. Det er ærgerligt, for der er mange drengemed ordblindhed, så det vil være godt, hvis vi kan tiltrække flere mænd, så drengene kan få mandlige lærere med viden om ordblindhed", siger Karina Thøgersen.

Teknologi og mandlige oplægsholdere kan tiltrække mænd

Valgmodulet er ikke den eneste udløber af undersøgelsen blandt lærere i Region Syddanmark. Til oktober afholder UC Syd en konference om læse-skriveteknologi for både studerende og lærere i grundskolen. Her vil Karina Thøgersen prøve at finde mandlige eksperter til at holde oplæg.

"Vi vil gerne give vores mandlige studerende nogle rollemodeller at spejle sig i. Måske kan teknologien til ordblinde også vække deres interesse", siger Karina Thøgersen.

Lærerstuderende føler sig klædt på til at møde ordblinde elever

I Aarhus peger en studerende fra specialiseringsmodulet på, at læreruddannelsen bør gøre mere ud af at fortælle, at modulet kan bane vej for en karriere som læsevejleder eller læsekonsulent. Det kan han have ret i, mener Karina Thøgersen.

"Vejlederfunktionerne i skolen kan være attraktive udviklingsmuligheder for praktikere, og med et specialiseringsmodul om ordblinde elever er det oplagt at uddanne sig til læsevejleder", siger hun.

Er i gang med at finde en samarbejdspartner

I Aarhus samarbejder læreruddannelsen med det kommunale Kompetencecenter for Læsning, og kollegerne i Nørre Nissum har et tilsvarende samarbejde med en ordblindeefterskole.

Karina Thøgersen satser også på at bringe de studerende tæt på praktisk undervisning af ordblinde elever. Hun har derfor tænkt over, hvad der kan være af muligheder i Sydjylland.

"Vi er ved at undersøge, hvem vi kan samarbejde med, og vi er også i kontakt med nogle, men det er for tidligt at sige, hvem det er", siger Karina Thøgersen.