Grønlændere spiser mindre sæl og mere sukker end tidligere
Grønlænderes kost og livsstil har ændret sig, og især de unge grønlændere spiser sjældnere traditionelle fødevarer end tidligere. Det betyder blandt andet mere sukker og mindre fisk og sæl, og det har negative konsekvenser for sundheden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mellem 82 og 87 procent af grønlænderne spiser frugt og grønt mindst en gang om ugen, viser den seneste befolkningsundersøgelse fra 2007. Til sammenligning gjaldt det mellem 70 og 80 procent i 1993. Det viser de befolkningsundersøgelser, som Statens Institut for Folkesundhed har gennemført i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre i 1993 og 2007.
De unge fravælger den traditionelle kost
En sammenligning mellem de to undersøgelser viser, at grønlænderne oftere spiser importerede fødevarer og sjældnere spiser de traditionelle. Andelen af grønlændere, som drikker sodavand med sukker er steget fra 44 til 63 procent, mens andelen der spiser sæl mindst en gang om ugen er faldet fra 63 til 38 procent. Det er især blandt den unge del af befolkningen, at kosten har ændret sig, og mens de 18-24-årige får 11 procent af deres energi fra traditionelle grønlandske fødevarer får kvinder over 60 år 22 procent af energien fra de traditionelle fødevarer, og mænd over 60 får 29 procent herfra. De 18-24-årige spiser dobbelt så meget sukker, som dem over 60 år. De unge mænd spiser 126 gram om dagen, mens de unge kvinder får 90 gram om dagen.
Sygdomme som følge af ændret livsstil
Forekomsten af type 2-diabetes i Grønland er steget kraftigt siden 1960'erne, hvor type 2-diabetes var stort set ukendt i Grønland. Nu er forekomsten 20 procent højere end i Danmark. I undersøgelsen opfordres der til, at der politisk tages ansvar for den grønlandske sundhedstilstand.
"Kost, rygning, alkohol og manglende fysisk aktivitet står bag størstedelen af sundhedsproblemerne i Grønland, herunder diabetes og hjertekarsygdom, overvægt, lungekræft og rygerlunger, vold, seksuelle overgreb og selvmord, og uden en stærk, forebyggende indsats kan disse sundhedsproblemer ikke fjernes. Beslutningstagere og sundhedsprofessionelle bør lytte til forskningens resultater og bruge forskningen som en inspiration til at forbedre sundhedstilstanden for alle mennesker i Grønland", står der afslutningsvist i undersøgelsen.
Ulighed i sundhed
Ud over kosten fokuserer undersøgelsen også på andre sundhedsmæssige faktorer, som for eksempel rygning, alkohol og bevægelse. Rygning er blevet mindre udbredt, men 66 procent af den voksne befolkning ryger. Andelen af mandlige storforbrugere af alkohol er faldet betydeligt, mens forekomsten af overvægt er steget betydeligt blandt både mænd og kvinder. 58 procent af kvinderne er overvægtige og heraf er 27 procent svært overvægtige.
Undersøgelsen tyder på, at der er stor ulighed i sundhed, og at uligheden ikke er aftagende. Der er især forskel på sundhedstilstanden mellem by og bygd.
Læs rapporten via linket til højre.