Anmeldelse
Filippinerne
– et land i Østasien
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En spændende geografibog, der giver en god indsigt i et ørige, hvor Filippinerne har en central rolle. Materialet er skrevet som en rejsebeskrivelse gennem et land med mange naturoplevelser, men også med mange sociale problemer. Skriveformen giver hele tiden læseren lyst til at komme dybere ned i bogens indhold og fastholder interessen.
Bogen er en del af den serie, som hedder »bog og net«, således at når man i bogen kommer til en sort knap, kan man gå på nettet og få oplysninger.
Bogen behandler landet Filippinerne meget bredt eksempelvis gennem følgende afsnit: Turist i Filippinerne, gadebørn, landet med mange naturkatastrofer, et moderne uland og Filippinerne på vej ud af fattigdom.
Materialet virker rigtig godt og med en fin sammenhæng mellem bogen og netsiderne hvilket fastholder en god integration mellem fag og it-området.
Bogens brede beskrivelser gør den meget brugbar i forhold til geografi og samfundsfag, men bestemt også i tværfaglige sammenhænge. Bogen samt netforbindelse kan anbefales til lærere, der skal arbejde med Østasien sammen med deres elever og har behov for en bred og faglig orientering på området.