Anmeldelse

Samtid

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange kender helt sikkert Avisen Samtid fra dens mange år i papirudgave helt tilbage fra 1976. Nu er tidligere artikler lige siden 1980 og frem til i dag indlagt på hjemmesiden, hvor der således i en internetbaseret udgave findes et væld af samtidsbilleder at hente direkte ind i undervisningen på de ældste klassetrin. Til stadighed og efter behov lægges nye, lettilgængelige og velredigerede artikler om aktuelle emner ind på den nu papirløse avis. Som noget helt nyt er der under samme hat en Danmarkshistorie under udvikling. I øjeblikket består den af cirka 400 artikler og giver som en integreret del af »Samtid« en enestående mulighed for ved mange emner at læse såvel nye som historiske tekster og herudfra drage sammenligninger mellem før og nu. Via en tidsskala er det meget nemt at klikke sig ind på et vilkårligt årstal for at se, hvad der var aktuelt på netop dette tidspunkt i historien.

En anden integreret del er en række temaer om forskellige europæiske lande i samarbejde med Nævnet vedrørende EU-oplysning hvor hvert land er repræsenteret ved 10-15 forskellige artikler. Målet er at få beskrevet samtlige nuværende og fremtidige EU-lande for at befordre en større forståelse for forskelle og ligheder og man kan så kun håbe på, at basen efterhånden udvides til at omfatte også andre ikke-EU-lande for at gøre den endnu mere funktionel i en global undervisning. Baseret på en systematisk opbygning af emneord kan der meget let eftersøges artikler i hele databasen, og når en artikel kommer frem på skærmen, dukker samtidig en række emneord i tilknytning til denne op i venstre margin. Ved at klikke på et af disse nye emneord får man en ny liste frem med forslag til yderligere artikler.

»Samtid«s helt store styrke er dens gennemarbejdede tekster, der i forhold til »autentiske«, journalistisk skrevne artikler direkte fra dagbladene med stort udbytte vil kunne læses af de fleste elever, fordi de netop transformerer oplysninger og informationer til et elevvenligt niveau. Desuden er her muligheder for hele tiden at opdatere indholdet, så det bliver langtidsholdbart i forhold til en traditionel bog. Indholdet er dog på mange felter stadig at ligne med en bog, der læses på skærmen, og der er således i mediet masser af muligheder for at udvikle videre på interaktiviteten i et fremadrettet og net-baseret læringsmiddel.

»Samtid« er for alvor gået på nettet og udvikler sig videre frem. Skolen kan få adgang til hjemmesiden i form af to måneders prøveabonnement for blot 100 kroner.