Debat

I er røvdårlige til at promovere jer selv!

Det er ikke comme il faut at blamere sig med gode resultater i folkeskolen. Det klinger hen ad konkurrenceskole, men hvorfor må man ikke vise, at man har fremgang og tilmed skilte tydeligt med det?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Udsagnet i rubrikken til dette indlæg blev bramfrit serveret til mig og en kollega, efter at vi på et storforældremøde havde fortalt om vores seneste karakter- og trivselsresultater. En mor var begejstret for sin barns skolegang og de resultater, som vi præsenterede, og som en stor del af vores øvrige forældreklientel, havde hun sin daglige gang i erhvervslivet.

Hun var forundret over, at hun ikke tydelige kunne se de resultater, vi præsenterede. Hvorfor gik vi så stille med dørene? Hvorfor ikke fortælle denne historie vidt og bredt som den gode fortælling om skolen?

Sættes lyset under skæppen, går det ud.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I vores kommune har vi tre såkaldte udskolings- og gymnasieskoler, hvor eleverne kan starte i ottende klasse og undervises på forskellige temalinjer, der leder frem mod gymnasiet, som vi i denne kommune har fire af. Vi har altså i en årrække været vant til at skulle promovere os selv i forhold til disse tre skoler, simpelthen for at holde på vores elever i udskolingen. Alternativet ville været, at vi hvert år skulle samle tre syvendeklasser til to ottendeklasser, og det skaber en del rod både på lærerniveau, elevniveau og forældreniveau.

Vi har ganske enkelt ikke råd til at gå stille med dørene, når vi kan fremvise eksempelvis en fremragende trivselsmåling fra vores elever. Disse resultater er medvirkende til, at vores udskolingselever foretager et aktivt valg, når de skal vælge, hvor de vil tilbringe de sidste to år af deres skolegang.

En usund konkurrencekultur?

Er dette så ikke med til at hver skole, og dermed den enkelte lærer, konstant er udsat for konkurrencepres, som er en yderligere kilde til stress og karakterpres?

Sådan har vi ikke set på det hos os. Det har i stedet givet os anledning til at blive skarpere på vores profil for udskolingen og skolen generelt. Vi kom med andre ord videre fra at have talt om tingene ved et ikke uvæsentligt antal møder til faktisk at have noget, som vi kunne profilere os med på hjemmesiden. På den måde bliver man som forældre, eller andre nysgerrige, hurtigt klar over, hvad vi kan på vores skole, og hvorfor der er al mulig god grund til at vælge netop os.

Vi er blevet bedre til at profilere os, og vi er blevet bedre til at fortælle den gode historie om os selv, og som det er gældende for de fleste skole med dybe forankringer i lokalsamfundet, er denne af ganske væsentlig betydning.

Nyd den sidste rest af sensommer derude.