Her bliver tingene som regel kun sagt én gang. Tempoet er højt. Og der er kontant afregning fra eleverne, hvis det alligevel ikke er højt nok. De 12 elever, som mødes to timer om ugen i SFO’ens morgenåbningsrum på Humlebæk Skole med lærerne Stine Tell og Line Hougaard lytter opmærksomst til beskeder om, hvad der skal ske. Men hvis en besked bliver uddybet efter, den er forstået, begynder fødderne at bevæge sig, numserne drejer på stolene, og der bliver doodlet på papiret. Alle i rummet ved, at tiden er dyrebar, og det er tydeligt, at eleverne nyder for en gangs skyld at få lov til at stå på tæer.

Elever skal testes for høj begavelse

Eleverne kommer fra 4. og 5. årgang og er vurderet til at være højtbegavede i samarbejde med klassernes lærerteam ved hjælp af screening med tjeklister, skemaer og opgaver. Undervisningen står de to lærere Stine Tell og Line Hougaard for. De er i gang med et toårigt pilotprojekt med hjælp fra konsulent Rikke Christensen, hvor de arbejder med at gøre noget ekstra for skolens højtbegavede elever.

”Det er et trivselsfremmende projekt, og for mig er der ingen tvivl om, at det her inklusion. Det er bare nogle andre elever, end man normalt mener, når man taler om inklusion”, forklarer Stine Tell.

Samarbejdsøvelser hjælper eleverne

De arbejder i åbne projekter, og i øjeblikket er i de i gang med temaet ’fremtiden’. Men hver undervisningsgang begynder altid med en samarbejdsøvelse, for det er noget af det, de to lærere ved, at de her elever ofte har svært ved.

”Sidste gang havde vi lavet bombekortet. I dag er det jer, der skal skabe kortet og lade de andre finde vejen igennem”, forklarer Line Hougaard.

”Må man lave to veje”, spørger en af pigerne. Da hun får nej, er hun straks klar med en anden variation: ”Må man lave blindgyder?”, og det får hun lov til. Eleverne finder hver sit hjørne, tegner deres hemmelige kort – den første er færdig på 30 sekunder - og de løber op i gymnastiksalen.

Højtbegavede elever har også brug for hjælp

Her har lærerne sat tape på gulvet, så det danner den samme firkant med 25 felter, som eleverne har tegnet kort i på deres papirer. En af drengene reagerer prompte på, hvad han mener er for mange felter. Stine Tell forstår ham, og forklarer, at den ekstra række, der bliver dannet af gulvets formalede linjer, ikke tæller med. Tre af kammeraterne nikker beroliget, og så går øvelsen i gang.

En for en får de lov at stå foran firkanten og sige ja og nej, når kammeraterne forsøger at komme igennem den usynlige labyrint på gulvet. Da lyset fra vinduerne blænder, ændrer Line Hougaard startfeltet, og det accepterer alle uden at have problemer med at drejeS deres indre kort.

Nogle er stille og koncentrerede, og man kan næsten se kortet tegne sig i deres hjerner. De er klar til at guide mindre koncentrerede kammerater igennem. Så snart kortet er gennemskuet af én, går de andre hurtigt igennem. Bortset fra de to, som i samme øjeblik det bliver for nemt, begynder at fjolle og slappe af, og derfor laver fejl efter fejl, indtil resten af gruppen bliver irriteret. En enkelt skal lige tjekke til sidst, om ikke der er en anden vej gennem labyrinten.

Her bidrager alle til gruppearbejdet

Hverken Ella eller Caroline havde regnet med, at de skulle med på high performance-holdet.

”Der er jo mange, som jeg synes er meget klogere end mig. Særligt til matematik. Og jeg regnede ikke med, at jeg ville komme med, når jeg er ikke god til matematik. Jeg er mere god til engelsk og at stave”, forklarer Ella.

”Det er det samme med mig, jeg er også meget bedre til stavefagene”, siger Caroline. De to piger kommer fra hver sin klasse og havde ikke noget med hinanden at gøre tidligere, men de kan godt lide at arbejde sammen her. I det hele taget, kan de virkelig godt lide undervisningen på holdet.

”Det er meget sjovere, fordi vi får lov til at arbejde selvstændigt”, siger Ella. Og Caroline nyder, at grupperne fungerer anderledes. ”Når man skal arbejde sammen i de almindelige timer, så forventer de andre, at man skal lave det hele. Her bidrager alle og det er meget mere udfordrende, det vi laver”, fortæller hun.

Tilbage i morgenåbningsrummet forklarer Line Hougaard, hvordan de skal arbejde med fremtidsprojektet. Nogle har allerede lavet mindmaps, andre skal først i gang. Hun hænger store plancher op på væggene, der forklarer, hvad de skal have ud af projektet.

”I skal sætte jer et mål hver – det kan være at skrive en historie eller bygge en model eller lave et oplæg – og I skal have et formål. Jeres projekt skal munde ud i en præsentation og succeskriteriet er, at I overholder tidsplanen”.

Eleverne følger opmærksomt med, et par drenge hvisker sammen om de kan få presset deres ide ind i de rammer, de har fået.

”I får et lille fif, som vi har fået af vores underviser Rikke. Det handler om at tænke baglæns. Så i stedet for at tænke på, hvad I skal gøre som det første, skal I overveje, hvad der skal ske lige før I er færdige – og lige før det, og lige før det”, siger Stine Tell.

Flere ideer end man selv kan rumme

Eleverne bliver sluppet løs til at arbejde med deres egne projekter. Enkelte vælger at arbejde sammen, men en vigtig pointe med projektet er, at de skal kunne tage det med tilbage i deres klasser og arbejde videre på det, når de er færdige med det fælles.

”Det handler både om at give eleverne noget, der kan udfordre dem, med tilbage, men også om at hjælpe vores kolleger, så de ikke behøver at finde på ekstraopgaver til alle timer”, fortæller Stine Tell.

Det er noget, Erik fra 5. klasse sætter pris på. Han er nemlig vant til ikke at have noget at lave, når han er færdig med opgaverne i timerne. Han vidste godt, at han er højtbegavet, for hans mor er psykolog og arbejder med børn og unge.

”Jeg er vant til, at jeg får nogle andre ideer end de andre, og jeg har svært ved at forklare dem til de andre i klassen. Så kan jeg enten prøve at få de voksne til at forstå dem, eller jeg kan gå med på de andres ideer. Her forstår de andre hurtigt, og det er ret fedt at opleve”.

I slutningen af timen får eleverne mulighed for at fortælle, hvilke projekter de tænker at arbejde med. En vil arbejde med transport i fremtiden, en vil bruge magneter i biler for at gøre dem flyvende. En vil lave en faktabog om fremtiden, hvor han selv skal finde på alle fakta. En vil arbejde med fremtidens våben og taktik, en vil lave flyvende skibe, en vil arbejde med, hvordan byerne vil se ud, og en med hvordan klimaforandringer vil påvirke mennesker om 15-20 år.

”Helt basalt må man bare affinde sig med som lærer, at man nogle gange kommer til kort i sin viden, når man arbejder med de her børn”, forklarer Line Hougaard.

”Men det vigtige er, at man ikke affejer deres vilde ideer, men er nysgerrig og hjælper dem til at strukturere og planlægge. Ellers kommer de aldrig i mål, for der kommer nye ideer til, hurtigere end de selv kan følge med”, smiler Stine Tell.