Makrel er en af de fisk, der indholder meget olie.

Forskere: Ingen tvivl om, at der skal fiskeolie til

Fisk eller fiskeolie med et højt indhold af flerumættede n-3 fedtsyrer burde ifølge en ny opsummerende undersøgelse, gennemført af et amerikansk forskerteam, være daglig kost for alle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Teamet fra Ochsner Medical Center i New Orleans har gennemgået tre årtiers forskning og fundet ud af, at det er uomtvisteligt, at n-3 fedtsyrer, der også kaldes omega 3, er sundt alle, skriver webstedet heartwire.org.

"En enorm mængde data fastslår fordelene ved omega-3, ikke blot som et ernæringsmæssigt supplement til raske mennesker, men også til mennesker, der lider af en række hjerte-kar-sygdomme. Omega-3 kan forebygge og forhindre hjerteanfald", siger dr. Carl J. Levin, der leder teamet.

Bedst i fisk

Ifølge undersøgelsen bør mennesker med en række diagnostiserede hjertesygdomme spise olieholdig fisk fire, fem gange om ugen eller indtage tilsvarende mængder af fiskeolie i form af flydende levertran eller olie i kapsler.

Raske mennesker bør spise fede fisk to gange om ugen eller indtage samme mængde olie som kosttilskud.

Forskerteamet mener, at det i USA er mest realistisk at anbefale, at folk indtager fiskeolie i form af kosttilskud, da kun få amerikanere spiser de anbefalede mængder laks, tun, makrel og sardiner.

Små slag

I følge heartwire.org går Carl J. Levin ind for, at folk bør spise fiskeolie i kosttilskud de dage, hvor de ikke spiser fede fisk, men så vidt vil Hjerteforeningen i Danmark ikke gå. foreningens websted oplyser, at flere undersøgelser peger på, at spiser man 300 gram fisk om ugen, er der ingen grund til at ofre penge på kosttilskud med fiskeolie.

Hjerteforeningen mener, at fiskeolie i meget store mængder kan påvirke kolesteroltallet negativt, men at det i de fleste tilfælde ikke har bivirkninger at indtage fiskeolie.