Det er kommunerne, der driver folkeskolen, men flertallet på Christiansborg, der skriver folkeskoleloven. Før valget har folkeskolen.dk derfor spurgt partierne, om Folketinget skal sikre et fælles minimumsniveau for kvaliteten i den danske folkeskole – og i givet fald hvordan.

I rækkefølge efter partibogstav:

Socialdemokratiets undervisningsordfører Jens Joel lægger op til mindre rigid målstyring og mindre new public management end i dag: ”men selvfølgelig ikke sådan, at man kan lave dårlig skole og sende elever ud uden forudsætningerne for at klare sig videre i livet. Det er vigtigt, at der er en masse faglige diskussioner om hvad der er vigtigt, at eleverne lærer, og hvilket niveau de skal ligge på”, siger han og mener ikke, der er et generelt problem med for lav kvalitet.

”Men jeg synes, at vi har brugt vores krudt skævt. Der er for mange, der går ud af skolen uden at kunne komme ind på en ungdomsuddannelse, vi har svigtet drenge, der bliver skoletrætte, og vi har været for dårlige til at opdage ordblindhed. Men der har vi lavet en aftale, der skal sikre, at det bliver gjort bedre”.

Burde man fastsætte et minimumsbeløb til at drive skole pr. elev?

”Hm. Jeg kan i hvert fald godt lide konceptet om, at man har en ramme, som sikrer skolen mod snigende forringelser over årene. Jeg er ikke 100 procent sikker på, at omkostningerne og mulighederne for at drive skole er ens i kommunerne, så derfor ved jeg ikke om et beløb giver mening. Det er lidt det, vi har gjort ved at give frihed til, at skolerne kan konvertere nogle af timerne på skoledagen til to-lærerordninger. Det er en måde at sikre sig, at pengene bliver brugt i skolen, uden at man skal ind og detailstyre”, siger han og påpeger også, at skoleforligspartierne har aftalt at sænke klasseloftet i de mindste klasser, og når man binder resurser til skolen, eksempelvis igennem at sikre et samlet antal timer, så er det jo også en måde at sikre, at pengene følger med, når der kommer flere børn.

Lotte Rod, Radikale Venstre:

”Samtidig med, at vi skal give skolerne større frihed fra regler, så vil vi i Radikale Venstre også gerne snakke om, hvad friheden er til, og hvad der er det fælles for vores folkeskole. Derfor har Marianne Jelved og jeg været med til at genoplive den pædagogiske samtale. Vi har brug for at snakke mere med hinanden om, hvordan formålet bliver levende på skolen, hvordan en meningsfuld dag ser ud, og hvordan det bliver en god skole for alle”.

”Sætter man bare fri for regler, så risikerer man en ligegyldighed eller at skolerne bliver isoleret. Det er vigtigt, at vi har en stærk samtale om de værdier, der binder vores skole sammen. Men det kan se ud på mange forskellige måder. God undervisning er forskellig alt efter, hvor skolen ligger i landet. Der er forskel på, om naboen er en skov eller et museum”.

Lotte Rod mener, at politikerne på Christiansborg skal tage større ansvar for de økonomiske rammer for folkeskolen.

”Vi skal sikre, at der er lærere nok, sådan, så det ikke bliver tilfældigt, om man får god undervisning og får den hjælp, man har brug for alt efter, hvor man bor henne i landet. Men det må gerne være forskelligt, hvordan rammerne bliver udmøntet”.

Med det politiske udspil ’Tænk frit – tænk børn’ har Radikale lanceret ideen om en lærergaranti:

”Her arbejder vi med en lærer/elev-ratio, for det vigtige er, at der er lærere nok, sådan så lærerne har tid til at være der for eleverne og tid til at forberede undervisning med oplevelse og fantasi og virkelyst. Det er stærkere end bare at sætte klasseloftet ned, fordi det ikke nødvendigvis giver flere lærere”, siger hun og peger på forskning, der viser, at klassestørrelse først for alvor gør en forskel for elevernes læring, når det rammer 15.

”Det vil sige, at det er bedre at være to lærere på en klasse og dele klassen op på to hold end sætte klassestørrelsen ned”.

Mai Mercado, Konservative:

”Der skal ikke være væsentlig forskel på, hvad man lærer som elev i folkeskolen, når man bor i Svendborg, og når man bor i Silkeborg”, siger Mai Mercado, der grundlæggende ønsker at give mere frihed til skolerne under nogle fastsatte rammer og minimumsbetingelser for skoledagen og det faglige indhold af folkeskolen.

”Vi vil gerne have et opgør med den meget hårde målstyring, der er i dag, men jeg tror på, at man godt kan få en mindre rigid målstyring og samtidig sikre, at eleverne på lange stræk lærer og stifter bekendtskab med det samme”, siger hun.

Mai Mercado efterlyser forhandlinger om, hvilken målstyring man så skal lave på selve indholdet af folkeskolen, så man kan få fjernet de elementer, der ikke fungerer ude i virkeligheden. Her nævner hun eksempelvis understøttende undervisning, at der skal være en bestemt mængde bevægelse i timerne og den tvungne lektiecafé.

”Det er mål, der handler om kvantitet og ikke kvalitet, hvor man for eksempel siger, at hvis vi bare har nok idræt, så er det godt for alle. Det er vi ikke overbeviste om. Der er nogle elementer i vores folkeskolereform, som man egentlig har lavet mange store evalueringer på, og man kan se, at de ikke gør det, de egentlig var sat i verden for. Men man lader bare stå til politisk, fordi man ikke kan få alle i forligskredsen til at erkende, at når noget ikke fungerer, så skal man lave om på det.”

”Og det er så frustrerende, for alle parterne er klar og har ovenikøbet indsendt deres bud på, hvordan vi skal ændre målene, men der sker bare ingenting. Jeg har ikke mere tålmodighed. Vi kunne have lavet en aftale i foråret, vi kunne have afskaffet hele det målstyringsregime, der ligger nu, men det det hele bliver bare dræbt i proces fra ministeriet”.

Risikerer man ikke, at elever fra resursesvage familier eller som er faglig bagud kommer længere bagud, hvis man bare korter skoledagen ned?

”Hvis man rent faktisk fjernede den tvungne lektiecafé og så kunne lave en målrettet indsats og kunne få hjulpet dem, der har brug for hjælp og som måske ikke har hjælpen derhjemme, så kunne man jo koncentrere sig om dem. Det ville til syvende og sidst gavne dem”, siger hun.

Mai Mercado er overbevist om, at det ville løse udfordringen med lærermangel i folkeskolen, hvis man gav skolerne mere frihed.

”Hvis man sørger for at få rammerne til folkeskolen på plads, så vil det også blive mere attraktivt at være lærer i den danske folkeskole, for hvis man ikke skal lave en undervisning, som lever op til tusindvis af bindende mål, så ville man få mulighed for at gøre undervisningen blive mere fri og levende”, siger Mai Mercado.

Ved at give mere frihed til skolerne vil der ifølge Mai Mercado blive mere plads til ”dannelse” i folkeskolen, fordi den ”hårde målstyring” skaber vanskelige vilkår for at have tid til at kunne perspektivere, reflektere og diskutere eller træde et skridt tilbage og undersøge emnet med eleverne, mener hun. Desuden ville det også give plads til den praktiske del, som hun mener også hører under dannelsesbegrebet.

”Den danske folkeskole er gået i en enormt boglig retning, som handler alt for meget om forberedelse til gymnasiet, og det er vi dybt uenige i”, siger Mai Mercado.

Som eksempel nævner hun undervisningen og prøven i de praktisk-musiske fag, som var meningen skulle være praktisk, men i stedet er blevet ”enormt behæftet med teori”.

”Dannelse skal også være at være dygtig til de praktiske og musiske fag og det at arbejde med sine hænder. I dag er man først dygtig, når man er enormt boglig, så vores dannelsesbegreb er blevet enormt smalt”, siger hun og håber, at det at gøre succeskriteriet bredere også vil gavne trivslen.

Mette Thiesen, Nye Borgerlige:

”Vi mener, den eneste reelle måde at sikre en god skole er ved, at pengene følger det enkelte barn. Vi vil ligestille fri- og folkeskoler, så alle skoler er frie. Så vil vi overlade det til fagpersonerne at lave den bedst mulige skole, og så vil familierne vælge de gode tilbud til og de dårlige fra”, siger Mette Thiesen og mener, at hvis en skole trods hjælp og opmærksomhed bliver ved at levere så dårlig kvalitet, at eleverne falder fra, så må den helt naturligt ende med at lukke.

”Det her skal ikke ligge hos kommunerne, for når de sparer på kernevelfærdsområderne, bliver der enormt stor forskel fra kommune til kommune og fra skole til skole. Samtidig vil politikerne på Christiansborg gerne ensrette skolerne, og det tror jeg ikke, de bliver bedre af. Derfor vil vi sætte skolerne fri – jeg tror ikke, det er nøjagtig den samme skole, der er brug for i Hirtshals og Hørsholm, men det har jeg stort tillid til, at fagpersonerne selv kan klare”.

Stod det til Mette Thiesen, blev lærerlønningerne også gerne sat fri, men det er ikke noget, hun på nogen måde mener, Christiansborg-politikerne skal blande sig i – det er op til arbejdsmarkedets parter.

Jacob Mark, SF:

”Der skal være et minimumsniveau på den måde, at hvis man lægger en fælles ramme ud, hvor man siger: ’I udgangspunktet er skoledagen denne her længde, og der er de her resurser til det. Hvis man så vil gøre skoledagen kortere, skal man bruge pengene på noget andet i skolen, som er godt for børnene’. Det er en fælles minimumsramme”.

”Selvom man giver øget frihed, skal der også fortsat være et uddannelseskrav, så udgangspunktet er, at det er uddannede lærere, der underviser. Det er meget vigtigt. For vi ved, at uddannede lærere er det, der har størst betydning for, at børnene faktisk får en god skolegang. Og så synes vi, at der skal sikres bedre rettigheder til børn, der har brug for hurtig hjælp”.

I gik sidste gang til valg på at ville afsætte flere penge til folkeskolen. De penge skulle gå til flere lærere, men nu ser vi, at kommunerne ender med at bruge pengene på andre områder end folkeskolen. Hvordan vil I sikre, at der er nok midler til folkeskolen?

”Da vi forhandlede om en tildelingsmodel af pengene til flere lærere, sagde jeg meget klart, at det var en farlig vej bare at lægge det ud på bloktilskuddet. For så risikerede man, at de ville gå til besparelser. Jeg var mest til en model, hvor man rent faktisk skulle bruge pengene på skolen. Vi startede med en tildelingsmodel, hvor kommuner skulle bruge dem på lærere, ellers skulle pengene betales tilbage. Det tror jeg er mere effektivt end bare at lægge det ud på bloktilskuddet. Jeg synes også, at man burde begynde at holde øje med udviklingen i forholdet mellem, hvor mange elever der er per lærer, fordi det er det mest retvisende tal. Men det er der ikke nogen, der holder øje med. Så jeg synes, at man skulle få lavet et værktøj, hvor politikerne år for år holder øje med, hvordan det går med udviklingen af lærere i det danske skolevæsen. Det kan man så bruge til at styre, om pengene rent faktisk går til flere lærere til vores børn”, siger Jacob Mark og mener også samlet set, at der skal investeres mere i folkeskolen.

”Og så mener jeg også, at de øgede frihedsgrader gør, at man kan bruge de nuværende resurser klogere. Det tror jeg vil gøre, at man lokalt kan mærke, at der bliver mere luft til undervisningen”.

Henrik Dahl, Liberal Alliance:

”Hvis du ryger under nogle minimumsstandarder, så har du faktisk ophævet skolens formål, og det synes jeg, er noget, der fra centralt hold skal holdes øje med”, lyder det fra Liberal Alliances ordfører, som ser nogle tegn på kvalitetsproblemer:

”Det er meget forskelligt. Du kan jo måle det på, om elever kan klare en ungdomsuddannelse, efter de har forladt skolen. Og kan de ikke det, så har skolen jo ikke opfyldt et af sine formål. Mig bekendt er der ikke lavet undersøgelser af, hvordan folkeskolen var for 50 år siden, og hvordan den er i dag. Men det er der på gymnasieområdet, og der er konklusionen, at kvaliteten er lavere. Og der kunne man godt overveje, at det kunne være fordi, at der er nogle svigt i fødekæden ind til ungdomsuddannelserne. Altså i folkeskolen”.

Henrik Dahl vil dog ikke løse problemerne med flere penge til skolen:

”Der er ikke evidens for, at der er tæt sammenhæng mellem pris og kvalitet. De kommuner, der har det bedste skolevæsen, har ikke det dyreste skolevæsen. Sådan en kommune som Vejle ligger altid højt på ranglisterne. De har ikke det dyreste skolevæsen, men de har det mest velorganiserede skolevæsen. Jeg vil gætte på, at det er velorganiseret på alle niveauer. På kommunalt niveau, skoleledelsesniveau og lærerniveau. Velorganiseret er noget, der er over det hele, ikke ét sted”.

”Så vidt jeg ved, siger forskningen, at det, der navnlig batter, er, hvor velkvalificerede lærerne er. Hvis du har et par hundrede millioner, du kan bruge på skoleområdet, er de bedre brugt på mere velkvalificerede lærere end på for eksempel at sætte klassekvotienterne ned. Det er det, der giver mest valuta for pengene, hvis du er politiker”, siger Henrik Dahl og fortæller, at Liberal Alliance ikke var inviteret til forhandlingerne om læreruddannelsen.

”Så jeg sidder på sidelinjen og håber på, at det er en god aftale. Indtil den begynder at virke, kan man jo gøre mange ting. Man kan for eksempel prøve at appellere til nogle af dem, der overvejer at gå på pension, om de ikke kan tage nogle år mere.

Marianne Karlsmose, Kristendemokraterne, vil give skolerne mere frihed:

”Generelt vil vi gerne have mere selvstyrende folkeskoler, men selvfølgelig skal der være en overordnet ramme”.

Jeppe Søe, Moderaterne:

”Ja, vi skal jo vide, hvad vi får for vores penge. Men vi gør det helt forkert i dag. Dengang den fucking reform kom – og det kan du citere mig for – handlede det om, at man havde mistet respekten for lærerne. Det startede egentlig dengang, Anders Fogh sagde, at de bare sad i rundkreds. På baggrund ad den disrespekt fik politikerne indført en pokkers masse læringsmål og alt muligt andet, som druknede lærerne i en følelse af, at ingen stolede på deres dømmekraft”.

”Vi skal have mere tiltro til lærerne, selv om der selvfølgelig skal være nogle rammer. Men de må ikke være så rigide, som de er i dag. Vi ønsker mindre central styring, og at man i stedet lokalt finder ud af, hvordan den enkelte skole fungerer bedst. At det fungerer lidt som en friskole, selv om det er en folkeskole. Og så skal det være skolens bestyrelse, som sammen med ledelsen beslutter, hvordan den her skole er bedst med de forudsætninger, den har. Og så ser vi gerne at gymnasie- og erhvervsskolerne også er repræsenteret i skolens bestyrelse, og det er bestyrelsen som følger med i, om skolen gør det godt nok i stedet for politikerne”.

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti:

”Det kommer an på, hvad man mener med minimumsniveau. Det giver ingen mening at have et minimumsbeløb per elev for eksempel, for det koster forskelligt at drive skole forskellige steder. Det er dyrere at have skoler i landsbyer og i ghettoområder, og vi mener kommunerne selv skal have frihed til at tilrettelægge, hvordan de vil drive skoler. Jeg er stærk tilhænger af et decentraliseret Danmark, og vi skal ikke ødelægge fleksibiliteten fra centralt hold. Til gengæld er det vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi får indført et obligatorisk nationalt pensum, altså at 75 procent af indholdet af fagene, alle fagene, er beskrevet centralt fra. Det skal være folkeskolens omdrejningspunkt. Jeg forestiller mig, at vi lader os inspirere af kanonlisterne, som blev udarbejdet af fagudvalg, og som politikerne så nikkede til”.

”Det er en simpel og meget effektiv måde af drive en indholdsdrevet folkeskole på”.

Susanne Zimmer, Frie Grønne:

”Man kommer let til at tænke på faglige kompetencer, når man taler om kvalitetsniveauet i den danske folkeskole. Og der skal selvfølgelig også være nogle faglige rammer for eksempelvis læsefærdigheder, ligesom eleverne skal være sikret en vis faglig viden på nogle konkrete fagområder”, siger Susanne Zimmer.

For Frie Grønne er det dog vigtigt at flytte fokus over på og udstikke nogle mål for ”dannelsesdelen”.

”Skolen har helt klart en opgave i at bringe børnene forståelse af, hvordan man er en god samfundsborger i et demokrati, og hvad vi som mennesker kan gøre for at påvirke det samfund, vi lever i”, siger Susanne Zimmer og uddyber:

”Eleverne skal have en forståelse af de udfordringer, vi står over for, med klima, biodiversitet og mangfoldighed og kønsrollemønstre, og der spiller skolen en rolle, ikke alene, men den spiller en stor rolle i at lære eleverne at træffe gode valg senere i livet”, siger Susanne Zimmer og tilføjer også trivsel som et vigtigt punkt:

”Trivslen har kæmpe betydning for om eleverne lærer noget, og dermed også det faglige niveau, og det er jo dybt problematisk, at så mange børn og unge mistrives. Skoletiden er afgørende for barndommen og for det videre liv”, siger Susanne Zimmer.

Anni Matthiesen, Venstre:

”Det er selvsagt afgørende, at undervisningen i folkeskolen er af høj kvalitet”, skriver Venstre-folketingsmedlemmet i et skriftligt svar til folkeskolen.dk.

”Og for Venstre hænger høj kvalitet sammen med friheden til at tilrettelægge undervisningen lokalt, så man kan indrette undervisningen efter elevernes behov. Derfor har vi tidligere fremsat et beslutningsforslag om at give skolebestyrelserne mere frihed til at drive stærke, lokale skoler og sikre større lokalt ejerskab over den enkelte skole. Det gælder blandt andet friheden til at hyre og fyre skolelederen, vælge eller fravælge læringsplatform, købe det undervisningsmateriale, de ønsker, kunne vælge egen profil og satse på forskellige områder med mere. Vi mener at lokalt ejerskab vil få flere til at vælge folkeskolen til – det gælder både forældre såvel som lærere”.

”Vi mener bestemt at man bør se på en bedre elev/lærer-ratio, men vi mener også at det som minimum skal ledsages af mere frihed til folkeskolerne på øvrige områder. Vi mener desuden at klasselofts-diskussionen hænger sammen med hele inklusionsdiskussionen. For det er ikke nok at sænke klasseloftet i klasser hvor der er elever, som udfordrer klasserummet, fordi de ikke får den hjælp, de har behov for og krav på. For hvis en elev i mistrivsel fylder som fem elever, så kan 24 stadig synes af for mange”.

Thor Laage-Petersen Poulsen, Danmarksdemokraterne:

”Folketinget skal ikke blande sig i skolen mere end højst nødvendigt”, siger Thor Laage-Petersen, der selv arbejder som lærer.

”Nationale test har ikke været en ubetinget succes. Vi er jo nødt til at vurdere eleverne på en eller anden måde, og der bruger vi karakterer og test, men det er ikke den eneste måde at vurdere eleverne på”, siger han og peger på, at der er Fælles Mål for fagene, og så må det være lærerne og i et vist omfang skolelederen og en afgangsprøve, der sikrer, at eleverne når målene.

”Jeg kan sagtens se, at skoleledelserne kan administrere frihed. Jeg tror ikke, der er brug for så mange påbud og kontrol. Det er overformynderisk. Som lærer føler man sig lidt presset på sin faglige stolthed. Det er som om, de siger, at vi må sikre, at I passer jeres arbejde ordentligt. Det er bureaukrati. De penge kan bruges bedre et andet sted i skolen”.

”Jeg tror, det er svært at sætte et minimumsbeløb af til at drive skole for. Skolebygninger er forskellige og elever er forskellige”.

Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, mener, at Folketinget skal sikre et vist niveau:

”Forstået på den måde, at vi skal sikre resursetilførslen til området. Vi har gjort det på daginstitutionsområdet ved at fastsætte minimumsnormeringer. Det vil være fornuftigt, at vi enten får sænket klasseloftet fra de nuværende 28 og ned til 24 eller måske mindre de i små klasser. Alternativt eller kombineret med det, kunne man fastsætte en lærer/elevratio, så antallet af elever ikke bliver for stort i forhold til den enkelte lærer. Præcis hvilken model, der skal vælges, er der brug for at diskutere nærmere”, siger han og vil også arbejde for at modvirke lærermangel ved at sikre bedre arbejdsvilkår for lærerne:

”Der er mere end 20.000 uddannede lærere i den arbejdsdygtige alder, der i dag ikke er i folkeskolen. Det kan dels skyldes de arbejdsvilkårsforringelser, der skete i sammenhæng med folkeskolereformen. Det har fået nogle til at forlade folkeskolen eller undlade at søge job. Man har lagt stadig større hindringer i vejen for, at lærerne kan bruge deres faglige dømmekraft - eksempelvis nationale test”.

Som mange andre partier vil Enhedslisten slippe skolerne og lærerne mere fri:

”Men det skal også være en frihed, hvor vi bevare den fælles skole. Vi skal sikre lovgivningsmæssige rammer, der ikke gør det muligt for kommunerne frit at fjerne resurser fra folkeskolen. Det er vigtigt, at fagrækken ikke er noget, man kan flytte fuldstændig rundt med”.

”Frihed er først og fremmest noget med at give frihed til lærerne til at bruge den faglige dømmekraft. Det må ikke være en frihed for kommunerne til at forringe vilkårene for skolerne”.

Nicklas Hakmann Petersen, Alternativet:

”Kvaliteten i folkeskolen er for lav, men det er ikke på grund af lærerne, det er på grund af vilkårene”.

”Jeg ville være åben for at se, om vi kan finde nogle metoder til at sikre kvaliteten i skolen, men det skal ikke være, som det er i dag, hvor man tester eleverne for at måle på kvaliteten. For dér mister vi nogle perspektiver, der er meget centrale for skolen, der handler om dannelse og udvikling af sociale kompetencer. Det kan man ikke tjekke af i et spørgeskema”, siger han.

”Vilkårene er et centralt problem, der skræmmer folk væk fra faget. Jeg har arbejdet på en del forskellige skoler, og jeg har en stærk fornemmelse af, at man hurtigt kan gå hjem med en dårlig fornemmelse i maven, fordi man ikke har leveret det, man gerne vil levere, til eleverne. Man har ikke tiden til at bruge den sin faglighed, og det gør ondt. Så vilkårene er det helt store problemer, man ville skulle løse”, siger Niklas Hackmann, der er i gang med en læreruddannelse, men allerede nu forudsiger, at han vil læse videre til et job uden for folkeskolen.

”Jeg kan ikke se børnene i øjnene hver dag og levere det, som jeg gerne vil, og som de fortjener. Vi har nogle rigtigt fede visioner. For eksempel er inklusionsvisionen ret fed, men lige nu har vi bare ikke vilkårene til at lykkes med den”, siger han og kunne godt se for sig, at man fra Folketingets side sikrede et minimumsbeløb per elev.

”Det handler om, at der ikke er nok hænder til at fylde timerne ud, så vi kan få en forberedelsestid, der rent faktisk kan resultere i ordentlig undervisning og ikke bare fabriksundervisning fra Clio og Gyldendal og alle de andre. Så jeg ser meget hellere, at debatten kommer til at handle om vilkår end om løn. Noget af den diskussion handler også om resurser til materialer. Når jeg taler med håndværk og design-lærere, så fortæller de, at de ikke har penge til noget som helst. Noget så simpelt som udstyr til at lave papfigurer, der koster 2.000 per klassesæt har de svært ved at få ind i økonomien”.