Hvordan kan man støtte udsatte børn, så de klarer sig bedre i folkeskolen? Undervisningsministeriet igangsatte i 2004 et projekt om lektiehjælp. Dette begreb skulle forstås i bred forstand, således at det ud over hjælp til at læse lektier drejede sig om aktiviteter, der gjorde børnene bedre egnet til at deltage i klassens undervisning og sociale liv.

De 28 projekter, der er blevet gennemført rundt omkring i landet, omfatter en mangfoldighed af initiativer: Støtte til lektielæsning og utraditionelle aktiviteter som lektiecaféer, udflugter og inddragelse af kreative aktiviteter. De positive resultater er, at eleverne gennemgår en personlig og social udvikling og får en oplevelse af en kompetent voksen, som på en professionel måde viser dem omsorg og giver dem arbejdsvaner og metoder, der giver dem større selvtillid og gør dem bedre egnet til at klare en hverdag i skolen.

Ved udsatte børn forstås i dette projekt ikke børn, der får en eller anden form for specialpædagogisk bistand, men børn, der mangler støtte fra hjemmet, børn, der er usynlige, selvudslettende og med lav selvtillid, og børn, der er socialt isolerede.

Bogen beskriver projektet og den følgeforskning, der systematiserer erfaringer fra projektet, og konklusioner om, hvad disse erfaringer eventuelt kan bruges til i fremtiden. Forskergruppen fra Kleo, CVU København og Nordsjælland, har i sit samarbejde med de implicerede lærere og pædagoger brugt aktionslæring, besøg og interview.

Følgeforskningen har bevirket, at de involverede professionelle er blevet skolet i at hjælpe de udsatte børn. Desuden mener forskerne, at lektiehjælpsprojektets metoder er værdifulde for udvikling af en rummelig folkeskole. Måske er det netop i en sådan lektiehjælp, undervisningsdifferentiering kan tilgodeses.

Men der er problemer med at skabe sammenhæng mellem lektiehjælpsprojekterne og den daglige undervisning, og der er også organisatoriske barrierer og problemer med de kommunale forvaltninger.

Det undrer mig, at forældrene har spillet så ringe en rolle i projekterne. De er i det store og hele kun blevet orienteret om de professionelles projekt. De burde kunne inddrages mere som en vigtig resurse.

Projektets aktiviteter adskiller sig stort set ikke fra, hvad der kan foregå i en almindelig differentieret undervisning i klasserne, hvis antallet af elever per lærer ikke er for højt. Det er netop den tætte kontakt med en kompetent professionel vejleder, som er projekternes hovedgevinst.

Forskerne plæderer for mere fokus på børnenes sociale udvikling i undervisningen. Jeg tror også, at der er behov for, at elevernes dannelse og personlige udvikling i højere grad tænkes ind i de faglige aktiviteter, således at den sociale, personlige og faglige udvikling udgør en helhed.