Anmeldelse

Ind i historien 8.-9. klasse. Censur og ytringsfrihed

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stine Grynberg har skrevet et godt, interessant og grundigt temahæfte til grundbogsserien "Ind i historien". Temahæftet om censur og ytringsfrihed er omfangsrigt - 75 sider - med fire sider lærervejledning bagest i hæftet samt stikordsregister. Mangfoldige dejlige illustrationer.

Ytringsfriheden er omdrejningspunktet. I et kronologisk forløb fra censur i oldtiden til spin i nutiden beskrives væsentlige nedslag i forholdet mellem magt og ytringsfrihed. Og derefter er der selvstændige kapitler, hvor censur og ytringsfrihed sættes i relation til beskyttelse af moral, individer og grupper. Indholdet er interessant og levende fortalt i et flydende og kvikt sprog - om end begrebstungt og for underforstået sine steder. Hæftet hører til i den vanskeligere ende af skalaen, men er alligevel klart anbefalelsesværdigt.

Alt andet lige er det imidlertid en tanke værd, at man i en skolebog om censur og ytringsfrihed, herunder selvcensur, bevidst fravælger at vise de velkendte profettegninger i et særligt kapitel om Muhammed-konflikten (men i øvrigt sympatisk nok gør dette fravalg til et diskussionsemne) - mens man i omtalen af moral- og individbeskyttelse har et stort, varieret fotografisk og tegnet udbud af unge kvindebryster, nøgne kroppe og en stribe lystige manddomme, herunder Jesus på korset i en ophidset situation uden lændeklæde og med Jens Jørgen Thorsen og hans fuckfinger i forgrunden. Alt sammen plausibelt anvendt og forklaret. Men der er flere lag i det, og man kan velbegrundet spørge: Hvem skal egentlig beskyttes for hvad? Af hvem? Og hvorfor?