Det er søndag formiddag den 29. januar 1933. Vi er på Østerbro i København. Thorvald Stauning er statsminister for en socialdemokratisk-radikal regering, og han har inviteret lederne fra De Radikale og det store oppositionsparti, Venstre, til møde i sin private lejlighed i Kanslergade 10. Baggrunden er verdenskrisen efter Wall Street-krakket i 1929 med faldende eksport, arbejdsløshed og tvangsauktioner. Arbejdsgiverne har forlangt, at de ansatte går 20 procent ned i løn, og erklæret lockout fra 1. februar.

Mødet tager lang tid, og ud på natten må man erkende, at forhandlingerne ikke kan lykkes; den politiske afstand er simpelthen for stor. Men så byder Stauning på en farvel-whisky, og klokken fire mandag morgen bliver man alligevel enige - hen over ideologiske grænser. Kronen devalueres, så landbruget får en lettelse, lockout og strejker bliver forbudt et år, og der gives grønt lys for en stor socialreform.

Syd for den danske grænse er situationen en helt anden. Samme dag som Kanslergadeforliget indgås i København, bliver Adolf Hitler indsat som rigskansler i Berlin.

I Tyskland blev det begyndelsen til et rædselsregime med retssamfundets og demokratiets ødelæggelse, med totalitarisme og massemord. I Danmark blev grundstenene lagt for det samarbejdende folkestyre. »Med Staunings ord havde alle partier med forliget ofret nogle principper, men havde til gengæld reddet landet og demokratiet«, som det hedder i den demokratikanon, regeringen netop har udsendt.

Beskrivelsen af Kanslergadeforliget er én af de 35 »lygtepæle«, som et regeringsudvalg mener bør kaste lys over dansk demokratis udvikling. En anden lige så oplagt lygtepæl er afsnittet om Hal Koch og Alf Ross. Teologen, der lægger vægt på demokrati som livsform med samtalen i centrum, og juristen, der ser demokrati som en styreform med friheden i centrum.

Det er indlysende, at fortidens begivenheder og tænkere er vigtige elementer i fundamentet for det demokrati, som nutidens danske samfund bygger på. Men alt beskrives ikke lige godt i Demokratikanon. Der er mange upræcise formuleringer og også direkte fejl. Og så er det rent ud sagt en gåde, at folkeskolen ikke er med. Bo Jacobsens store analyse fra 2004, »Den Vordende Demokrat« til Magtudredningen, viser på én gang skolens positive demokratiske betydning og de udfordringer, der råber på mod- og medspil. Hvorfor har mediernes rolle for demokratiet ikke en lygtepæl?

Og så har Demokratikanon en tendens til at beskrive demokratiudviklingen som kun positivt fremadskridende. Hvorfor er for eksempel de dele af terrorlovgivningen, der nedbryder retssikkerheden, ikke med?

Men først og fremmest er det godt med debat. Så på trods af forbeholdene: velkommen til Demokratikanon.

-th