Af Mikkel Hvid Foto: Kirstine Theilgaard

Nåeje!, udbryder Sandra begejstret, da hun som den første stormer ind i Enghaveskolens store gymnastiksal.

Sådan plejer her ikke at se ud. På gulvet er der med farvet tape tegnet et ludo-bræt med både stjerne- og globusfelter, og rundt om det megastore spil ligger alverdens fristende tilbud: hula-hoop-ringe, bjerge af skamler, en rullemadras, rullebrætter, ærteposer og bolde i alle størrelser og farver. Ned fra loftet hænger tovene, tre bænke, som er kilet fast i ribberne, gør det ud for en rutsjebane.

Garanteret sjovt

Klokken er godt ni. Dagens første time brugte eleverne i 3.b på at klippe og klistre de store terninger, de skal bruge til ludospillet. Nu sidder de alle sammen og triller deres store, gule terninger på gymnastiksalens kolde gulv, mens lærerne, Jens Liljensøe og Mette Glendorf, forklarer dem reglerne.

Det er slet ikke så svært: Klassen inddeles i hold, og hvert hold skal slå en sekser for at komme i gang og derefter rykke det antal felter, terningen viser. Når holdet slår en globus, skal det rykke hen til globusfeltet og løse en af de fem-ti matematikopgaver, der ligger i et chartek på feltet. Når holdet slår en stjerne, skal det rykke hen til stjernen og løse en af gymnastikopgaverne, som hører til feltet. Havner holdet på et felt, hvor et andet hold er ved at løse en opgave, rykker det sidstankomne hold tre felter tilbage og slår igen. På hvert stjerne- og globusfelt er der flere nummererede opgaver, så holdene kan køre banen igennem flere gange.

- Lad os nu bare gå i gang, siger Jens Liljensøe.

- Hvis der opstår problemer undervejs, må vi løse dem sammen. Det er lige så nyt for os, som det er for jer, det her, og vi tør ikke garantere noget. Eller rettere: Vi tør kun garantere, at det bliver sjovt, siger han.

Mavemusklerne gør ondt

Overalt i gymnastiksalen bliver der grinet, råbt og leget. Holdene er i gang med de mange opgaver, og de arbejder hurtigt og effektivt. En gruppe skal i kor sige firetabellen fra 40 og ned til nul, en anden siger på skift syvtabellen. Inde på midten af brættet ligger en gruppe og løser regneopgaver, mens en anden er i gang med at udfylde de tomme felter i en matematisk talrække.

Langt de fleste matematikopgaver går på tabellerne, for dem har klassen trænet de sidste par måneder, fortæller Jens Liljensøe, der har 3.b til matematik, idræt og natur/teknik.

Gymnastikopgaverne træner især elevernes motoriske færdigheder. Eleverne i en gruppe løber fra den ene ende af salen til den anden, mens de kaster ærteposer til hinanden. Poserne må ikke falde på gulvet, og der løbes stærkt. En anden gruppe er i gang med at score ti point ved basketkurven. Én for én vralter nogle rundt om ludobrættet med en bold mellem knæene. Ude i gangen jubles der; et gruppemedlem har lige væltet hele stablen af papkasserne i første kast.

Midt i salen står Anika på en skammel og jamrer over sine ømme mavemuskler. Med tre skamler skal hun bevæge sig fra den ene ende af salen til den anden uden at røre gulvet, og det gør ondt at samle skamler op og sætte dem ned igen.

De holdkammerater, som er færdige, samles om Anika for at heppe og opmuntre. Jesper har et godt råd:

- Lav større mellemrum mellem skamlerne. Så kommer du hurtigere fremad.

Måneskinsarbejde

'Taxa' var slut, da Jens Liljensøe og Mette Glendorf holdt fri aftenen før. Det tog lang tid at lave ludobrættet, finde alle remedierne, sammensætte holdene, udtænke opgaverne og lægge dem på deres rette plads. I det hele taget kræver det mere forberedelse og mere samarbejde, når man bryder skemaet op og laver større moduler og tværfaglige forløb. Det kræver mere forberedelse at have den samme klasse i tre timer i rap. 45 minutter kan en rutineret lærer altid få til at gå, men tre timer, det er svært. Og når man ikke bare følger bogen, men arbejder sammen på tværs af fag, klasser og videnskabelige hovedområder, skal der snakkes, koordineres, tænkes og udvikles.

Men det er umagen værd. Det synes Sandra i hvert tilfælde:

- Det er rigtig sjovt, det her. Især når man rammer på stjernefelterne. Sådan skulle det være hver eneste dag. Og så skulle vi have noget mere musik.

Mikkel Hvid er freelancejournalist