Birgitte Bjerregaard går

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I otte år har skolebestyrelsernes organisation, Skole og Samfund, nærmest været synonym med Birgitte Bjerregaard. Mor til tre, medlem af bestyrelsen på Staby Skole i Vestjylland og aktiv landmandskone var hun i 1988, da hun blev næstformand for Skole og Samfund. To år efter overtog hun formandsposten.

Nu forlader den yngste skolen, og så går Birgitte Bjerregaard også. Efter otte år med masser af omvæltninger på folkeskoleområdet.

Birgitte Bjerregaard har kæmpet flot for forældresynspunter, og hun har slået fra sig, både når partikammeraten, undervisningsminister Bertel Haarder, var ukammeratlig på et møde, når hun gik i kødet på Danmarks Lærerforening - eller gik i rette med sine egne i Skole og Samfund for den sags skyld. Birgitte Bjerregaard har sine meningers mod, og er samtidig lyttende og samarbejdsvillig. Og selv om stemmetallene viser, at skolebestyrelserne flere steder reelt ikke repræsenterer forældrene, så har hun hele tiden forstået at holde fanen højt. Birgitte Bjerregaard forsvarer den gratis offentlige folkeskole og skolelovens visioner, og hun står af, når nogen vil gøre folkeskoler til offentlige friskoler.

Travlheden i Skole og Samfund er slut nu, men engagementer et der stadig - også i folkeskolens fremtid. Og i hvert fald i hjemkommunen, hvor Birgitte Bjerregaard nu sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre. Selvfølgelig i skoleudvalget.

-th