Debat

Berøringsangst

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 48 efterlyser direktør Søren Fischer Jensen, Randers, en dialog om kvalitet og skriver direkte, at lærerne nok lider af 'berøringsangst over for at få de mange gode og mindre gode resultater i klasseværelset ud i en større kreds'.

Lidt om snakken er der vel, for ethvert såkaldt udviklingsarbejde, der beskrives i en rapport, sættes kun på papiret med ord, hvis succesen er entydig, og der pyntes eventuelt lidt på virkeligheden. Lad blot erhvervslivet læse en stak rapporter om udviklingsprojekter, og jeg regner med, at man er lige lidt klog på, hvad kvalitetsudvikling er for en størrelse. Også selv om målene i udviklingsarbejdet naturligvis er nået. I øvrigt går enhver lærer ud af klasseværelset hver dag og stiller sig selv det begavede spørgsmål, om man nu også nåede de mål for undervisningen, man havde sat sig.

Målene blev sat både for Per og Poul, men kendsgerningen er, at det lykkedes til fulde at komme igennem til Per med de basale kundskaber, hvorimod Poul, selv ikke på meget nødvendige basale områder, nåede ret langt. Det ved Poul godt, og i de gode tilfælde slider han med det og når lidt længere. Heldigvis føler han sig også tryg ved det, selv om Søren Fischer Jensen i sit læserindlæg antyder, at vi i folkeskolen giver ham en falsk tryghed, der rammer ham hårdt, når erhvervslivets ubarmhjertige krav stilles ham. Mener du virkelig, at det er en god idé, hvis der var lidt mere utryghed?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Per og Poul kender deres indbyrdes styrkeforhold, og kun sjældent benytter det fagligt stærke hoved sig af sin position over for den fagligt svage. Uanset alle gode viljer i folkeskolen er der nok mange elever, der mere end aner nederlaget i forhold til skolens mål for kvalitet, men så er det da ikke så ringe endda, som Søren Fischer Jensen også bemærker, 'at de har mange gode personlige egenskaber'.

Tandhjulsfabrikken i Randers lever i et markedsøkonomisk samfund, hvor chefen meget vel ved, at det er markedskræfterne, der afgør udbud og efterspørgsel på arbejdskraft. Her kommer en hel del svage elever i klemme. Måske kunne du som konservativ politiker arbejde på at kanalisere flere penge hen til disse unge, hvis skoleudvikling ikke lever op til erhvervslivets krav.

Torben Thomsen

Aars