Jytte Christensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag den 8. november var en sorgens dag på Ans Skole. Da vi mødte på skolen, var flaget på halv. Jytte var død. Det var svært at forstå, at vi ikke mere skulle se Jytte blandt os. Vi havde mistet en god kollega og en dygtig lærer.

Jytte fik sin lærereksamen fra Silkeborg Seminarium i 1979. Siden 1990 har hun været lærer her på Ans Skole og var i dette skoleår klasselærer i en 10. klasse.

Vore elever havde ofte udtrykt håb om, at Jytte snart ville vende tilbage efter sit sygeleje. De savnede Jytte. Hun var ven med sine elever, og de elskede hende, når hun spøgefuldt blandede sig i deres personlige verden.

Blandt store som små var Jytte populær, og blandt forældre var hun værdsat og respekteret.

Jytte underviste i dansk, musik og orienteringsfag. Hun var meget engageret i sin undervisning og var aldrig bange for nye udfordringer. I lærerteam har vi oplevet hendes glæde ved arbejdet, hendes iderigdom, gåpåmod og optimisme - altid parat til at yde en indsats. Elevernes ve og vel og skolens udvikling lå hende meget på sinde.

I dagligdagen var Jytte den, der spredte glæde blandt os. Hendes lyse sind og lattermilde væsen var smittende.

I lærerkollegiet er der blevet en tom plads. Uretfærdigt og meningsløst, at Jytte skulle sige farvel til livet nu; der var brug for Jytte, brug for hendes evner og livsbekræftende færd. Vi vil savne Jytte. Hun satte spor og tændte lys.

Vore tanker og medfølelse går til Jyttes nærmeste familie, Per og deres to piger, for hvem savnet vil være allerstørst.

Kollegaerne på Ans Skole