Fem år gik - ingenting skete

Ti milliarder kroner til indkøb af nye undervisningsmidler forsvandt ud i den blå luft

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ti milliarder kroner. Det er prisen, hvis skolerne skal indkøbe tidssvarende undervisningsmidler, der er i overensstemmelse med de pædagogiske intentioner i folkeskoleloven.

Det fastslog et udvalg under Folkeskolerådet i rapporten 'Undervisningsmidlerne og den nye folkeskolelov'. For fem år siden.

Siden er der sket - ingenting.

Ikke en krone mere er blevet udløst fra regering til kommuner, fra kommuner til skoler.

Skolebøgerne og landkortene er bare blevet fem år ældre, og aviserne er begyndt at skrive artikler med forældre, der undrer sig over de lasede bøger, deres børn har med hjem i tasken.

I skoleverdenens forskellige hjørner kan alle, Folkeskolen har talt med, huske rapporten, men ingen ved rigtig, hvad der er blevet af den.

Analyserne og anbefalingerne i den ville ellers være nyttige for skoler, forvaltninger og pædagogiske centraler, uanset de ti milliarder.

'Så vidt jeg er orienteret, er den arkiveret, og der er ikke sket yderligere i sagen. Den er vist heller ikke blevet udgivet', siger Helle Beknes, der tiltrådte som konsulent for Folkeskolerådet, få måneder efter at rapporten var på dagsordenen i rådet.

En vred mand

Folkeskolerådets da- og nuværende formand, Svend E. Pedersen, kan kun fortælle, at rådet bakkede op om rapporten uden forbehold og gav den videre til ministeren. Hvad der herefter er sket med den, ved han ikke.

I ministeriet bliver man sendt fra den ene embedsmand til den anden. Igen: Alle kender rapporten, men ved ikke rigtig, hvad der er blevet af den.

Styrelseschef Ivan Sørensen, der dengang var chef for grundskoleafdelingen og med i Folkeskolerådet, henviser via sin sekretær til undervisningskonsulent Jørn Østergaard, der imidlertid må sige: 'desværre, jeg kan ikke hjælpe dig'.

Helle Beknes, konsulenten for Folkeskolerådet, fortæller, at systemet er sådan, at ministeren kan følge rådets anbefalinger helt og fuldt, delvist eller slet ikke ud fra en konkret vurdering.

Rapporten blev fremlagt i Folkeskolerådet den 24. august 1995, og Ivan Sørensen var en meget vred mand den dag, fortæller rapportudvalgets formand Torben Weinreich, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, i det sidste nummer af forlægger- og boghandlerbladet 'Bogmarkedet' (nummer 47).

Aviserne havde nemlig de ti milliarder på forsiden samme morgen, og selv om udvalget forestillede sig, at de skulle bevilges over ti år, er det alligevel mange penge.

Ydermere udstillede det store pengebeløb for alverden, i hvor dramatisk ringe en tilstand undervisningsmidlerne i virkeligheden befandt sig i de danske skoler.

På den ene side ligger der 20 år med nedskæringer. Forlagenes skolebogsomsætning faldt således med 60 procent fra 1975 til 1993. Fratrækker man det faldende elevtal i perioden samt indkøb af andre former for undervisningsmidler, er den reelle nedskæring på20-25 procent.

På den anden side står de nye pædagogiske krav fra den nye skolelov, der indholdsmæssigt sætter mange undervisningsmidler ud på sidelinien. Alt i alt mangler der ti milliarder.

For meget er for tilfældigt

Der er ikke blevet fulgt op på rapporten, så ingen ved, præcis hvordan billedet ser ud fra 1993 til 2000. Men både Torben Weinreich og formanden for Danmarks Skolebibliotekarforening Carl Christian Rasmussen siger samstemmende, at de har indtryk af, at budgetterne rundt om i kommunerne bliver fremskrevet med en til to procent, og det er det.

'Rapporten gav ikke det løft, vi havde håbet på', siger Carl Christian Rasmussen, der til daglig er skolebibliotekar på Digeskolen i Højer. 'Bøgerne er stadig udslidte og forældede'.

Ministeriet havde bedt udvalget 'vurdere behovet for og brugen af undervisningsmaterialer i lyset af den nye folkeskolelov og de kommende læseplaners krav til undervisningens indhold og arbejdsformer', som der står i kommissoriet.

Som sagt, så gjort, mange arbejdstimer tog det, grundigt og kompetent var det.

'Ministeriet skulle have skaffet nogle penge og sagt, nu må der gøres noget', siger Torben Weinreich i dag. Udvalget anbefalede også målrettede penge til forskning i undervisningsmidler.

'Og kommunerne har slet ikke været kontante nok med for eksempel de handleplaner, vi anbefalede, og som der var meget stor enighed om i rådet'.

En af de centrale anbefalinger fra udvalget var netop kommunale handleplaner for undervisningsmidler.

'Der foregår for meget, som er tilfældigt og styret af stemninger, for eksempel - nu skal vi have mere edb-udstyr', påpeger Torben Weinreich. 'Og så samtænker man ikke den udvikling med de andre undervisningsmidler'.

Børne- og kulturchefforeningen har ingen oversigt over, hvorvidt kommunerne har udarbejdet handleplaner på undervisningsmiddelområdet, men intet tyder på, at nogen kommuner har udarbejdet en sådan plan.

'Jeg har aldrig hørt om nogen', siger Carl Christian Rasmussen, og de skolechefer, pædagogiske centraler og skolebiblioteker, som Folkeskolen har ringet rundt til efter tilfældighedens princip, meldte også pas.

'Det betyder ikke nødvendigvis, at der ingen planer er. Men de er ikke udformet generelt som en samlet pædagogisk tænkt oversigt over, hvordan vil kommunen og skolen se på hele undervisningsmiddelområdet', siger Torben Weinreich.

'Man udarbejder for eksempel planer om - på mange sider papir, ofte på kommunalt plan, også på skoleplan - hvordan man vil introducere edb og købe computere'.

Det har medvirket til, at Danmark er godt på vej IT-mæssigt og meget hurtigere end forventet, 'men det ændrer ikke ved, at IT ikke er indtænkt i helheden, og det giver frustrationer hos mange lærere'.

Det koster tid

En af forklaringerne, mener Torben Weinreich, er, at det er ressourcekrævende overhovedet at få gang i en handleplan om undervisningsmidler. Det koster tid.

'En handleplan på det her område kræver grundlæggende, at hver enkelt skole i kommunen udarbejder en totalregistrering af, hvad den har af undervisningsmidler, og knytter denne registrering til en pædagogisk begrundelse, der tager udgangspunkt i skoleloven, læseplanerne og så videre'.

'Når det er sket, skiller man sig af med det, man ikke bruger, og som ikke er til noget. Så laver man en planlægning, der siger, hvad skal vi have, og så prøver man at se, hvilke budgetmuligheder man har og kan forhandle sig til rette med skolebestyrelsen og kommunen om. Så udarbejder man en langtidsplan for, hvordan man vil prioritere'.

Det er ikke nogen lille opgave, medgiver Torben Weinreich, men 'jeg er ret sikker på, at så havde vi ganske vist ikke fået en så hurtig udvikling på edb-området, men til gengæld havde vi fået en mere sammenhængende udvikling på undervisningsmiddelområdet'.

Og ikke nok med det: 'De penge, man bruger på udarbejdelsen af handleplaner, vil man kunne spare på længere sigt. Man vil kunne købe meget mere målrettet ind; alle mulige fejlkøb vil kunne blive undgået'.

Direktør i Kommunernes Landsforening (KL), Niels Bertelsen, har ikke hørt om kommuner, der har investeret i handleplaner om undervisningsmidler.

'Men alle kommuner har handleplaner på forskellige områder, især bygningsområdet', siger Niels Bertelsen.

Men synes du, det er en god idé med handleplaner om undervisningsmidler?

'Ja, det er en god idé - over tid. Ordentlige undervisningsmidler er vigtige, men skolebygningerne bliver prioriteret højere. Det er kæmpemæssige beløb, og nu har regeringen åbnet op for lånemulighederne'.

'Det understøtter vi, fordi der nu er mulighed for at låne', fastslår Niels Bertelsen.

Der foregår for meget, som er tilfældigt og styret af stemninger, for eksempel - nu skal vi have mere edb-udstyrMinisteriet skulle have skaffet nogle penge og sagt, nu må der gøres noget

Powered by Labrador CMS