Seksuelle overgreb på børn er for de implicerede børn - men også for de fleste voksne - noget af det mest modbydelige, der findes.

Synliggørelsen af den slags ugerninger er voldsomt maksimeret de seneste par år. Det er især overgreb inden for daginstitutionsområdet og området for børns fritidsaktiviteter, som har været i mediernes ubarmhjertige søgelys.

Man må af den grund ikke tro, at seksuelle overgreb ikke foregår i skolen - for det gør det. Hvor børn er, kommer voksne til, hvis formål er at misbruge børn. Centret for seksuelt misbrugte i Danmark - Thora Centret - påstår, at der foregår lige så mange overgreb i skolen som i børns andre arenaer.

Der er stor usikkerhed om, hvor mange børn i Danmark der udsættes for overgreb, men organisationen Red Barnet har for nylig antydet et sted mellem fem og ti procent af alle børn.

Hvor ønsker man inderligt, at det er et overdrevet tal!

Men selv om vi halverer procenttallet, så er det gigantiske overgrebstal.

Det er pinedød vigtigt, at også lærere er opmærksomme på de signaler, som misbrugte børn sender - eller prøver at skjule.

På grund af emnets modbydelighed folder voksnes berøringsangst sig ud på forskellig måde. Mest markant kan iagttages voksnes spørgsmålstegn ved børns troværdighed.

Det er logik, at selvfølgelig lyver børn en gang imellem, som voksne gør det, og nogle børn lyver om alvorlige emner - som voksne også gør.

Men det gør da ikke børn til mennesker, man generelt ikke kan stole på - eller mere utroværdige end voksne. Tværtimod. Eksemplerne er talrige.

Der er ingen som helst grund til ikke at sidestille børn og voksne, når det gælder troværdighed om eget liv.

Hvis voksne mener noget med, at vi godt vil lytte til børn, så skal vi jo også høre efter, hvad de siger, og ikke lige pludselig gå i baglås, hvis vi ikke kan lide/tåle at høre det, som bliver sagt.

Voksenverdenen skal også være åben og fordomsfri, når børn fortæller om et liv, der er så forfærdeligt, at de voksne helst vil lukke ørerne og benægte eksistensen af det hørte.

Børn, der har det meget skidt og lever under forhold, som er milevidt fra de forhold, som samfundet mener, børn burde leve under, er normalt ikke meget for at gøre deres liv synligt for andre.

Helst gør børn det til anonyme rådgivninger, så de kan give udtryk for deres fortvivlelse uden risiko for, at det går ud over for eksempel deres forældre.

Som en pige, der fik mange tæv af sine forældre, engang sagde til mig - 'Jeg vil gerne leve et liv i frihed, men jeg vil ikke have far og mor i fængsel - jeg vil ikke have, der skal ske dem noget'.

Børn er (næsten) grænseløst loyale over for deres forældre - og loyaliteten gælder også andre voksne, som børn har etableret tillid til - pædagogen, læreren, spejderlederen, kampsportstræneren med flere.

Denne tillidserklæring får måske nok et voldsomt, uopretteligt knæk, hvis den voksne gør noget, den voksne ikke må, men det afstedkommer ikke nødvendigvis synliggørelse af bruddets årsag. Andre motiver til børns valgte tavshed kan også spille ind - eller være en kombination af flere årsager.

Et barn kan vælge usynliggørelsen, fordi det måske er blevet manipuleret til at føle medskyld for overgrebet, eller fordi det er blevet truet til tavshed af overgrebspersonen, eller fordi barnet har fået at vide, at 'der er alligevel ingen, der tror på dig!'

Når børn så alligevel i særlige tilfælde åbner op for deres smerte og mishandling, så må voksne for pokker da både lytte, tro og handle.

Ellers bliver vi medskyldige i det dobbelte overgreb.

Frode Muldkjær - børnejournalist, Danmarks Radio