Danmarks Lærerforenings rolle i fremtiden bliver ikke blot at gå på to ben, men på en fire-fem stykker - eller måske rettere sagt at spille på flere heste.

Fagforeningen skal selvfølgelig fortsat være forhandlingsorganisationen, der forhandler de vigtigste overordnede rammeaftaler. Den skal være serviceorganisation over for de enkelte medlemmer og beskytte dem mod overgreb - og det kan man ikke længere gøre med jura, men i en diskussion om etik. Den skal være professionsorganisation, der hele tiden arbejder med, hvad lærergrunduddannelsen kan bruges til, og hvordan viden derfra og erfaringer fra lærerjobbet kan videreudvikles i forhold til specialist- og generalistfunktioner. Og så skal den være en samfundspolitisk organisation, der sætter dagsordenen for den danske debat om folkeskolen med holdninger baseret på viden, dels fra forskning, dels indsamlet i foreningens rolle som netværksorganisation, der indsamler erfaringer fra hele landet, fra projekter og forhandlinger i kredse og kommuner. Sådan ser fremtiden ud for en fagforening som Danmarks Lærerforening, når man spørger arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Handelshøjskolen, Dorthe Pedersen.

Folkeskolenhar bedt hende om at kommentere diskussionen mellem hovedstyrelsesmedlemmerne Jan Trojaborg og Astrid Schjødt Pedersen om, hvordan man som fagforening bedst varetager medlemmernes tarv i en decentraliseret virkelighed.

Ikke enten-eller

'Der findes kommuner, hvor man politisk har besluttet, at den enkelte skoleleder skal sidde med et skema og vurdere medarbejderens personlige kvalifikationer på en skala fra 1 til 6 og give løn efter det. Hvis DLF fornægter, at det er virkeligheden, så har man et problem', mener Dorthe Pedersen. Men hun mener ikke, at det er umuligt for en fagforening at sige ja til decentralisering på nogle områder og nej på andre:

'Lærerkredsen kunne jo få en ny rolle som erfaringsopsamler, indpisker og støtte til tillidsrepræsentanten. Det er en balance, hvor meget man skal lægge ud til tillidsrepræsentanten - det må ikke være så meget, at det bliver umuligt at få folk til at stille op, men som tillidsrepræsentant er det heller ikke interessant slet ikke at have nogen handlemuligheder. Der skal ligge nogle handlemuligheder lokalt, hvis man skal opnå det, man med et slidt ord kalder 'ejerskab'', mener Dorthe Pedersen.

Hun mener, at man i nogen udstrækning må prøveaf i praksis, hvilke områder der er egnede til at forhandle lokalt i kommunerne eller på skolerne.

'Så må man gå tilbage til de centrale parter med sine erfaringer og sige, at det her gik ikke, det bliver I nødt til at lægge nogle bedre rammer for centralt'.

De praktiske forhandlinger rykker længere og længere ud - set fra arbejdsgiversynspunkt skal alle forhandlingsled mellem de centrale overenskomstforhandlinger og samtalen med den enkelte medarbejder væk så hurtigt som muligt. Men samtidig har fagforeningen masser af muligheder for at påvirke.

'Overenskomster forhandles mellem overenskomsterne - det så man også tydeligt ved de seneste overenskomstforhandlinger, hvor Finansministeriet havde gjort det mere end klart, at hvis ikke kommunerne kunne få læreroverenskomsten på plads, så var man derfra parat til at tage over. Derfor var det så vigtigt for Kommunernes Landsforening at få den overenskomst hjem, og derfor fik lærerne så meget ud af det, som de gjorde'.

Mandag Morgen sætter dagsordenen

'Finansministeriet og for eksempel Mandag Morgen har været nogle af de kampagnemagere, der har sat den politiske dagsorden herhjemme i meget lang tid. Hvis de ikke skal have lov til det uden modstand, må DLF på banen som en samfundspolitisk organisation, der fremlægger sine synspunkter i velunderbyggede redegørelser, der i lighed med arbejdsgivernes pakkes ind i en aura af videnskabelighed'.

Som borger kan Dorthe Pedersen sagtens forstå, hvad lærerne mener, når de siger, at ny løn ikke passer til skolen: 'Men så må Lærerforeningen tage en visionær debat om, hvordan man bedst tænker folkeskole på landsplan ud fra devisen om, at vi ikke vil have en discountfolkeskole - for det tror jeg heller ikke, politikerne vil. Lærerne må gå ind i en værdidiskussion og komme med bud på, hvordan man dokumenterer kvalitet i god undervisning, ellers gør økonomerne det', siger hun og appellerer til lærernes faglige stolthed og selvbevidsthed.

'Hvis lærerne vil udnytte lærermanglen på en troværdig måde, må de tage skolens parti og vise, at det er i fælles interesse at forbedre forholdene for lærere - ellers vil de igen blive beskyldt for klynkeri'.

Dorthe Pedersen forsker i ny løn på det offentlige arbejdsmarked og ser i høj grad et problem i den betalingskultur, som blandt andet synes at have udviklet sig hos sygeplejerskerne, hvor man simpelthen vil aflønnes efter, hvilke opgaver man udfører, og får man ikke pengene, ja så udfører man ikke opgaven.

'Hvis man betaler for enkelte funktioner, som kun nogle få lærere kan få, så motiverer man måske de få, men man demotiverer resten, og det kan arbejdsgiverne heller ikke have interesse i', understreger hun.

Medlemmer befinder sig ikke i 1975

Uenigheden mellem Astrid Schjødt og Jan Trojaborg går også på, hvordan man som ledelse skal legitimere sig over for medlemmerne.

'Man oplever ofte, at de på de bonede gulve er mere enige med hinanden, end fagforeningstoppen er med medlemmerne. Så forsvarer man sig med, at det var, hvad vi kunne få, og at man på grund af sammenkoblingen med andre organisationer ikke kan komme til at strejke og så videre. I stedet må man vise medlemmerne, at man har sat et fingeraftryk på resultatet - at det var kommet til at se anderledes ud, hvis Kommunernes Landsforening havde skrevet det alene. Det er også børnepsykologi, at hvis man taler til medlemmerne, som om man mener, de befinder sig i 1975 inde i hovedet, så kommer de let til at leve op til det', siger Dorthe Pedersen og peger på de annoncer, som fagforeninger ofte køber i forbindelse med en overenskomstafstemning, hvor de lefler for medlemmerne på en måde, der virker, som om de ser dem som modstandere.

'I stedet må man inddrage medlemmerne ved at tage fat i nogle konkrete projekter og spørge dem, hvad de mener, bruge deres erfaringer'.

Og så understreger hun for øvrigt, at man ikke skal regne med at kunne se lærerne som en stor homogen gruppe med fælles holdninger ret meget længere.

'Med generationsskiftet kommer en ny stor medarbejdergruppe, hvis loyalitet ikke kan købes - det er mennesker, som rejser derhen, hvor der er spændende projekter!'-

Hvor skal vi hen, du

'DLF hænger fast i fortiden', sagde Jan Trojaborg i Folkeskolennummer 43. En ledelse kan ikke tillade sig at handle imod medlemmernes principper, selvom man vurderer, at det er til gavn for dem, for 'Det er ikke et firma, vi bestyrer', svarede Astrid Schjødt Pedersen i nummer 44. Men hvordan mener DLF's medlemmer, at man skal drive fagforening i en decentraliseret virkelighed. Vær med i debatten om Danmarks Lærerforening på www.folkeskolen.dk

Du finder Net-Debatten i midten af den øverste lysegrønne bjælke.

Nye kampbetingelser

Dorthe Pedersens 'diagnose' på de kampbetingelser, Lærerforeningen er oppe imod:

'Tidligere havde DLF stor fordel af at sidde med i udvalg og kommissionerne under Undervisningsministeriet, og lokalt sad kredsformanden over for en skoledirektør, der også var læreruddannet. Det var det klassiske fagbureaukrati. Det er slut nu. I dag er fagbureaukratiet blevet kraftigt udfordret af et system af kinesiske æsker. Yderst er koncernen, kommunen, begyndt at træde i karakter med værdibaseret ledelse og politisk styring. Her må lærerne søge at påvirke i MED-udvalg og andre fora og sammenhænge, hvor man sidder over for politikere, økonomer og andre faggrupper. Den næste æske er virksomheden, skolen, hvor der udøves strategisk ledelse, og hvor kampen står om, hvordan man måler ydelsens kvalitet. Den inderste æske er arbejdspladsen, skolen eller afdelingen, hvor den egentlige personaleledelse finder sted og forhandlingerne om vilkårene for arbejdet'.

Med generationsskiftet kommer en ny stor medarbejdergruppe, hvis loyalitet ikke kan købes - det er mennesker, som rejser derhen, hvor der er spændende projekter