I Århus kan man nu registrere de første tegn på, at lærere bukker under for de stadig stigende krav i folkeskolen. Det er især kvinder mellem 45 og 55 år, der siger fra.

'Det er erfarne og pligtopfyldende lærere, der forsøger at leve op til de stigende krav om effektivitet i folkeskolen', siger psykolog Kirsten Draiby.

I seks år har Århus Lærerforening tilbudt, at lærere i krise kan komme til samtale hos Kirsten Draiby. I de første år kom de fleste på grund af samarbejdsproblemer med ledelsen, kollegerne eller forældrene, men i sidste skoleår skete der et markant skift.

Nu henvender mange lærere sig, fordi de føler sig stressede og udbrændte. Af de 90 lærere, hun havde til samtale sidste år, led 24 af dem af arbejdsrelateret stress.

Hver tredje af dem har valgt at forlade skolen, andre har haft sygefravær i op mod et halvt år.

'Som en af dem sagde til mig: 'Når nu jeg gør mit bedste, og det ikke er godt nok, ja så er der ingen vej tilbage. Så må jeg holde op som lærer'', fortæller Kirsten Draiby.

Hun har selv været lærer i 11 år og kender derfor skolen indefra. Når lærere nu føler sig pressede, ser hun det som en logisk følge af de mange omstillinger. Samtidig er skellet mellem generationerne brudt ned.

'Børn har ikke den samme respekt for voksne som tidligere. Men de er slet ikke udviklet til at håndtere alle de rettigheder, de får. Mange af dem bliver urolige og sætter sig ikke bare ned, når læreren siger, de skal. Derfor skal der nogle helt andre strategier til for at undervise dem end tidligere. Lærere skal i det hele taget forholde sig til mange nye og anderledes krav i det daglige arbejde'.

Ryk tættere sammen

Stressforskere har længe forudsagt, at der vil komme en stresslavine i det offentlige, og at den især vil ramme inden for sundhed og undervisning. Så udviklingen kommer ikke bag på Kirsten Draiby.

'Der er ikke kun tale om et Århus-fænomen. Det er et landsdækkende problem'.

Det er Kirsten Draibys erfaring, at de stressede lærere føler sig alene med deres problemer. Derfor giver de sig selv skylden for, at de ikke længere kan magte jobbet.

'Stress handler om mere end at have travlt. Når en lærer møder stressmuren, er det udtryk for en følelse af uoverkommelighed, afmagt og opgivenhed. Så hvis læreren knækker sammen og ender med at forlade sit job uden at få fortalt kollegerne, hvordan hun har det, bliver det let til, at hun også altid var sur'.

Hverken ledelse, tillidsrepræsentant eller kolleger har formentlig været klar over, hvor galt det stod til med de lærere, der går ned.

'I de tilfælde, hvor læreren ikke vender tilbage til sit job, kan skolen ikke tage ved lære af hendes erfaringer. Derfor er det sådan én som mig, der må pege på, at her er et problem, man må tage dybt alvorligt i folkeskolen'.

Kirsten Draiby foreslår, at lærerne rykker tættere sammen, så ingen kommer så langt ud, at de må give op.

'Lærerne skal være bevidste om, hvordan de påvirker hinanden, og de skal være bedre til at sige, når noget er et problem. De skal hjælpe hinanden med at sætte grænser for, hvad de vil acceptere'.

Samarbejdet i selvstyrende team er et skridt på vejen. Men det indeholder også en fare.

'Hvis team bliver for selvstændige, kan det gå ud over det samlede fællesskab på skolen, og så får lærerne ikke lagt en fælles linie for, hvad de forventer af børnene og deres forældre. Det er lettere at sige fra over for forældre, der ringer hjem til én klokken ti om aftenen, hvis man ved, at ens kolleger også gør det', siger Kirsten Draiby.

Henrik Stanek er freelancejournalist