At Vordingborg blev mit hjemsted for livet, er naturligvis bestemt af et samspil af tilfældigheder, hvoraf en enkelt måske har særlig vægt.

I første del af dette århundrede var der i en del mindre købstæder et kordegne- eller kantorembede ved sognekirken. Ud over medvirken ved kirkelige handlinger var indehaveren af et sådant embede, normalt en folkeskolelærer, pligtig til at undervise 18-24 timer ved en af byens skoler.

I Vordingborg var der tillagt kantorembedet 20 ugentlige timer ved Vordingborg Borgerskole. I skoleåret 1925/26 blev dets indehaver syg og undervisningstimerne ledige, og året efter blev kantoren fritaget for pligten til at undervise. Gennem forstander Halse fik jeg i 25/26 tilbudt fire sangtimer om ugen, der kunne gå i stedet for praktiktimer. Embedets øvrige timer blev fordelt blandt skolens faste lærere. Jeg blev glad for disse mine første lønnede lærertimer, og i det følgende skoleår - mit sidste på seminariet - fik jeg yderligere en 4. klasse i regning.

Sommeren 1927 stod jeg som nydimitteret blandt de mange, der ivrigt spejdede efter et godt vikariat. Min drøm var på dette tidspunkt et embede i landsbyidyl og med tilknytning til kirketjeneste. Jeg modtog faktisk også et tilbud om et års vikararbejde i et enelærerembede i et nabosogn til Vordingborg, men på kummerlige vilkår. Og samtidig tilbød overlæreren ved Borgerskolen, at jeg kunne få de 20 ledige timer, som jeg havde læst otte af det sidste år. Samtidig fik jeg løfte om, at jeg ville kunne supplere dem med eventuelle vikartimer i løbet af skoleåret.

På den tid måtte kolleger, der ønskede at supplere deres uddannelse på Danmarks Lærerhøjskole, Statens Gymnastikinstitut eller andre steder, frigøre sig for deres undervisningspligt ved selv at skaffe og betale en vikar. Selv om selve videreuddannelsen var gratis, var det altså et stort økonomisk problem. Kursisterne var tvunget til at prøve at få embedet passet billigst muligt, og der var ingen regler for, hvordan vikarer skulle aflønnes; hverken myndighederne - i hvert fald på landet - eller Lærerforeningen blandede sig i det. Læreren skulle blot over for Lærerhøjskolen dokumentere, at den lokale myndighed havde godkendt en vikar. På grund af arbejdsløsheden meldte der sig mange ansøgere til sådanne vikariater, og lønnen blev derfor ofte bestemt ved en slags diktat: Vil du have stillingen på de og de betingelser?

Den vikarløn, som kommunerne i almindelighed betalte i disse sidste år af tyverne, var 1,80-2,00 kroner per time. Månedslønnen var altså 250-280 kroner. Men lærere på landet, der havde fået et årskursus, tilbød ofte ganske uanstændige lønninger: 100-180 kroner per måned. Lønnen, der blev tilbudt mig fra nabosognets lærer, var på 140 kroner. Men jeg skulle heraf betale 35 kroner for et værelse i lærerboligen, som han kaldte kontor. Læreren hævdede, at det var nødvendigt, at læreren boede på skolen af hensyn til henvendelser angående kirkelige handlinger! Da jeg ville være sikret en mindsteløn på 170 kroner for de 20 timer i Vordingborg, valgte jeg naturligvis dem - og fortrød det ikke.

Jeg fik personligt kendskab til flere lignende tilbud, som nogle af mine kammerater i deres desperation måtte acceptere. Men samtidig fik jeg en forståelse for kollegers vanskelige situation under videreuddannelse. Det var muligvis denne personlige konfrontation med lærerproblemer, der gav anledning til, at jeg efter at have skrevet en artikel i Folkeskolen i 1928 om 'Unge Læreres Kaar' blev en slags talsmand for nogle unge kolleger. Dermed begyndte det arbejde i DLF, der kom til at optage mig gennem hele mit lærerliv.