I Frederiksholms Kanal lige over for Christiansborg residerer Undervisningsministeriets Folkeskoleafdeling. Det er en symbolsk placering. De venerable bygninger understreger, at her lægges der vægt på tradition, værdighed og nær forbindelse til rigets top. Det er åbenbart for enhver, at man her beskæftiger sig med det overordnede uden at forhaste eller forivre sig.

Det er Folkeskoleafdelingens utaknemmelige opgave at holde liv i illusionen om, at Danmark har en fælles folkeskole, selv om både folkeskoleloven og skolens virkelighed understreger, at vi i stedet har nogle hundrede kommunale skolevæsener.

Folkeskoleafdelingen udøver blandt andet sit illusionistiske virke ved at udsende vejledninger og andre hyrdebreve. Alligevel er det som om, at ikke engang afdelingen selv rigtigt tror på, at det nytter noget.

Et af dens seneste udslip er pjecen 'Skolebyggeri - med eksempler'. Allerede på første side indrømmer man, at skolens øverste administrative instans må afstå fra at fastsætte mindstekrav til undervisningens fysiske rammer. Pjecen 'har til formål at være appetitvækker og inspirationsmateriale, når en kommune står for at skulle tilpasse skolebygningerne til nye behov. Pjecen er ikke normgivende, men eksempelsamlingens formål er at vise udsnit af forskellige bygningsmæssige løsninger i forbindelse med allerede gennemførte renoveringer og ombygninger, hvor der på forskellig måde er taget hensyn til at medtænke ønsker om større fleksibilitet med mere'. Blødere kan det vist ikke siges, vel?

Pjecens foretrukne sprogkonstruktion er passiven. 'Der nedsættes et udvalg . . .', 'Der sigtes imod . . .', 'Vælges der løsninger . . .' og 'I dag lægges der op til . . .' er typiske for den vege, næsten opgivende grundtone.

Selvusikkerheden slår for alvor igennem i det, som skulle have været pjecens force: eksemplerne på vellykkede ajourføringer. De lækre, men intetsigende fotos af postmodernistiske eksteriører og interiører komplette med artige, engagerede skolebørn suppleres af minimalistiske plantegninger - alle i uoplyste og næsten absurde målestoksforhold som cirka 1 : 1.450 eller 1 : 3.600. Det hjælper ikke at bruge lup, for planerne rummer ingen angivelser af rummenes art eller anvendelse.

Den aura af afmagt, som pjecen udstråler, forstærkes, når man som på side 58 ombytter de tekster, som ledsager sidens to plantegninger. Da der alligevel ikke kan læses noget ud af planerne, kan det jo være lige meget.

Der kan ellers nok være brug for en hvas opsang fra skolens højeste instans. Skønt omtrent halvdelen af alle danske skolebygninger er opført siden 1960, er tre fjerdedele af alle danske klasselokaler på 48 m2 eller derunder - og det uanset at 'Den Blå Betænkning II' allerede i 1960 fastslog, at 60 m2 måtte være normen.

Hvis man overhovedet kan forestille sig, at selvransagelse kan finde sted i Undervisningsministeriet, er det måske en idé at lade den begynde med en overvejelse af, om ministeriet stadig har en relevant rolle i skolebyggeriet.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt.